Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Ny bog af Michael Jeppesen

Ny bog af Michael Jeppesen

Michael Jeppesen: "Der vil være noget, man tænder hårdt på"

Dansk samtidskunst har aldrig været mere vedkommende og interessant, og i udlandet får den ofte stor anerkendelse. Men herhjemme får den ingen opmærksomhed. Det vil journalist og forfatter Michael Jeppesen gøre op med i ny bog.

Nu er den her: En ’Best of the best’-samling af de 67 mest sexede og interessante lige nu. Lyder det spændende og bredt appellerende? Vent til vi har nævnt, at det er 67 af de største inden for….dansk samtidskunst. Så daler interessen formentlig hurtigere, end du kan nå at sige Louisiana. Og det er en skam, mener journalist, radiovært og forfatter Michael Jeppesen.

”Jeg synes, det er ethvert moderne menneskes pligt at vide, hvad der sker i samfundskunsten. Vi har en samtidsscene, der er helt vildt sjov, og som er internationalt anerkendt. Den er vedkommende og kritisk. Alt det, man drømmer om, den skulle være. Der er bare ikke rigtig nogen, der snakker om den eller bruger den. Og det er heller aldrig i medierne.”



I sine ungdomsår stod han selv undrende over for alle dem, der kunne læse alle mulige betydninger af en streg på et stykke papir. Som så mange andre følte han, at han var den eneste, der ikke kunne se den indlysende pointe. Den manglende forståelse gjorde ham dog nysgerrig overfor det lukkede land.

”Jeg prøvede selv at male. Alt muligt åndsvagt. Det blev altid det samme. Det sker også altid, når tv inviterer kendte til at lave et kunstværk for et velgørenhedsprojekt. De laver altid de samme kasser med de samme ord hen over. Prøv at lægge mærke til det næste gang. Det er fordi, vi alle sammen er opvokset i den samme kultur på den samme måde og tænkt de samme tanker.”

De mange ens kunstværker fik ham til at droppe drømmen om en karriere i kunst. Men interessen bibeholdt han, og han begyndte at finde ud af, at man selv skal putte sin mening ind i stregerne.

”Det hele sker oppe i hovedet. En streg er kun en streg og har aldrig været andet. Man kan så vælge mange forskellige tilgange til det det. Men man kan også bare synes, at det er verdens flotteste streg. Det behøver ikke være mere indviklet.”

  

Hvis han skal give alle dem, der stadig stå uforstående udenfor kunstens verden og leder efter en vej ind, synes han, at der allerede på de første sider af hans bog findes en dør. Her bliver man præsenteret for den unge danske kunstner Alexander Tovborg.

”Der er fx et motiv i hans seneste udstilling, hvor Adam & Eva står i kø til at komme ind i Claude Monets have. Da de så kommer ind, begynder de at dyrker alle mulige former for kama sutra-stillinger, og de bliver smidt ud. Det kan man da forholde sig til. Og samtidigt ser det ret godt ud. Så betyder de kunsthistoriske referencer måske mindre.”

Han lover, at der blandt hans 67 udvalgte kunstnere vil være mindst én, der taler til læseren.

”Man må tage det fra en ende af, og se, hvad der tænder en. Men jeg vil vove den påstand, at der i min bog vil være noget, man tænder hårdt på. Man skal også huske på, at selv om man elsker kunst, behøver man ikke elske al kunst. Lige som man ikke behøver kunne lide al musik, der spilles på P3. Selv om det nok er et dårligt eksempel, da al musik på P3 lyder ens.”

Titlen på hans bog ’Best of 67 x kunst’ er med sin reference til popmusik noget, man sjældent forbinder med den finkulturelle kunst.

”Det er et no go inden for den verden, og det er helt vildt ærgerligt. Jeg ville ønske, vi havde et mindre alvorligt forhold til kunsten og brugte det lidt mere.”

Bogen ’Best of 67 x kunst’ af Michael Jeppesen udkommer den 27. november 2013.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman