Vi har tidligere på dette sted slået et slag for, at trailere ikke nødvendigvis kun er reklame, men også kan være kunst i deres egen ret.

LÆS MERE: Rummet er smukt og faretruende i den seneste trailer for 'Interstellar'

Ugens mest slående eksempel er traileren, der ledsager det britiske filminstitut, BFI's, genudgivelse af Stanley Kubricks 'Rumrejsen 2001'. Okay, råmaterialet er selvfølgelig også i en klasse for sig, men resultatet af klippearbejdet er enestående smukt.

En anden dyster fremtidsvision ser 'Avengers: Age of Ultron' ud til at være leveringsdygtig i. Der var rigeligt med underholdning i den første Avengers-film, og hvis toeren er lige så mørk i tonen, som denne trailer indikerer, kan det blive godt. 

Vi forlader det overnaturlige og går til det socialrealistiske med den russiske kritikeryndling 'Leviathan'. Instruktøren Andrey Zvyagintsev har tidligere vundet en Guldløve i Venedig for sin film 'The Return', og med 'Leviathan' vandt han i år en Guldpalme i Cannes for bedste manuskript. Filmen handler om automekanikeren Kolya, der kæmper en kamp mod en korrupt borgmester i en lille fiskerlandsby ved Barentshavet. Kommer i danske biografer til januar.

Vi kan godt lide John Goodman. Og han ser okay intimiderende ud som gangster i dette drama, 'The Gambler'. Ellers er der ikke så meget at sige om filmen, der er instrueret af Rupert Wyatt (Abernes Planet: Oprindelsen) ud fra denne trailer, andet end, at det ikke ligner en happy ending for Mark Wahlberg.

Park Chan-Wook er en af Sydkoreas største instruktører og internationalt kendt for sin kaleidoskopiske og tegneserievoldelige 'Old Boy'. Nu har han teamet op med et af italiens største herremodemærker, nemlig Ermenegildo Zegna og instrueret filmen 'A Rose Reborn'. Det er en 20 minutter lang kortfilm med Jack Huston, kendt fra 'Boardwalk Empire' i hovedrollen. Den ser flot og tilpas gådefuld ud, og kan streames her


 
LÆS MERE: Zach Galifianakis møder Brad Pitt i endnu et perfekt interview