Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Zissel Astrid Kjertum-Mohr arbejder som journalist. Hun har lavet tv til DR, lyd på den rigtige Radio24syv, og nu skriver hun for Zetland. Hun var med til at udvikle og producere programmer som ’Den Korte Radioavis’ og ’Er du Sunshine’, og du kender helt sikkert hendes stemme fra ’Spørge Jørgen’, programmerne med Jørgen Leth, hvor man kunne spørge ham om alt. Zissel har en misundelsesværdig evne til at kigge på verden med konstant forundring, og den slags mennesker skal man holde tæt på. En fornøjelse at byde velkommen til hende herunder.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype? 

”Dumme spørgsmål. Jeg ved godt, det lyder helt utroligt arrogant. Men de bedste spørgsmål er som regel dem, ingen rigtigt tør stille eller bliver afbrudt i. Jeg har en teori om, at de fleste mennesker ville sige, at de elsker videnskab, men når det kommer til stykket, så er de ikke rigtigt interesserede i det. Og det er jo sådan set fair nok, men jeg tror, at det er sådan, fordi det på et eller andet tidspunkt blev svært at stille de dumme spørgsmål såsom ’hvorfor skal jeg elske videnskab?’ eller ’hvis evolutionsteorien er rigtig, hvorfor er der så stadig aber i zoo?’ Det sidste spurgte Naser Khader i øvrigt engang, retorisk antager jeg, en journalist om i et interview.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har? 

”Jeg har siden midten af januar boet sammen med en hundehvalp, som jeg har valgt at holde hemmelig for mine venner og familie. Simpelthen, fordi jeg ikke gider at være endnu en hundeejer i slutningen af 20’erne i min omgangskreds' bevidsthed.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på? 

”I et anfald af storhedsvanvid og lol har jeg meldt mit kapsejladshold og mig selv til VM i J70. Det kostede ikke 1.000 kroner, men 1.000 euro. Vi mangler nye sejl, så hvis man læser det her og tænker, at mit underskud ikke skal blive større, så er jeg meget klar på et sponsorat.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til? 

”Jeg ville så gerne kunne svare noget eksotisk og lækkert ala Mongoliet, Upernavik eller Wien. Men jeg er en ængstelig og uerfaren rejsende, så mit ærlige svar er Lemvig, hvor slagnummeret for mig er Planetstien; en 12 kilometer lang sti, hvor solsystemet er illustreret i størrelsesforholdet 1:1.000.000.000. Ruten starter med en gigantisk sol i bronze, og så er der ellers piedestaler med planeterne i den korrekte afstand. Der er noget underligt beroligende ved at gå gennem universet på fire timer og fatte uendelighed på en anden måde.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Er der nogen, der seriøst mener, at de er gode? Det tror jeg ikke, jeg er... Altså, jeg er ok og fin nok. Jeg går ret meget i terapi, og min psykolog siger, at man ikke bliver et bedre menneske eller gladere af det, men at man bliver mere fri. Og det vil jeg egentlig hellere være end god.”

Følg Zissel her.