Helle Brønnum Carlsen: ”Børn lærer ikke noget, hvis man bare fortæller, hvad det hele handler om i køkkenet. De lærer af selv at gøre det”
Som madanmelder, underviser og kogebogsforfatter har hele Helle Brønnum Carlsens liv drejet sig om mad. Men hun er også mor, og i den rolle har hendes søn, Kristoffer, haft et gastronomisk forbillede af dimensioner. Vi har sat dem i stævne til en snak om at lære at sanse og smage i barndommens køkken, og om hvordan maden har forbundet dem med hinanden og med verden.
Hvornår begyndte du at være en del af madlavningen derhjemme, Kristoffer?
Kristoffer: ”Min storesøster, Louise, var den første af os, der begyndte at komme med i køkkenet. Hun var dygtig i et køkken, og jeg var mere genert og længere om at deltage i madlavningen.
Det har vel været i de tidlige teenageår, at jeg begyndte at deltage mere og mere i køkkenet. Noget af det første, jeg kan huske, vi diskuterede, var, hvordan den perfekte carbonara skulle laves.”
Helle: ”Og vi diskuterer det stadig den dag i dag.”