Han har stået på rastepladser og under emhætten derhjemme og pulset løs på cigaretter. Alt sammen i den gode sags tjeneste. Ikke fordi han bryder sig om det eller på grund af selvdestruktive tilbøjeligheder, men udelukkende fordi han var tvunget til at teste sin egen opfindelse, som han selv mener kan få millioner af rygere til at stoppe.

”Der er ikke noget, der giver et større kick, end når folk vender tilbage og siger, de er holdt op med at ryge på grund af min opfindelse. Hver anden ryger dør af deres last, så det er klart en af de største motivationsfaktorer for mig at ændre på det,” fortæller Torben Rasmussen, der er uddannet kemiingeniør.

Opfindelsen, som han har brugt ni år af sit liv på, er helt enkel. Den tilbyder et rygestop på kun 28 dage, og det sker uden brug af andre nikotin-erstatninger eller medicin. Og du kan oven i købet blive ved med at ryge.

Det består af 4 forskellige filtre, som du putter på dine cigaretter. Hvert filter anvendes i syv dage og for hvert filterskift får du mindre og mindre røg og nikotin ind, indtil du til sidst er nede på næsten ingenting og dermed afvænnet.

 
Filteret placeres på cigaretten som her.

Ideen kom til Torben Rasmussen engang, han kørte på Storebæltsbroen. På det tidspunkt havde han et trygt godt job med en stabil indtægt i Danisco Flexible, som laver fleksibel emballage til fødevareindustrien.

”Jeg har altid fået mange ideer. Og siden jeg var dreng har jeg været nysgerrig omkring, hvordan man kan gøre hverdagen bedre. Idé-processen starter altid med, at jeg undrer mig over noget eller ser et sted i vores liv, som kan gøres anderledes og bedre. I det her tilfælde var der er en stor gruppe rygere, der gerne vil holde op, men som ikke har lyst til at bruge medicin eller andre nikotin-produkter. Det måtte der være en løsning på.”  

Den første prototype lavede han selv ved at bore huller i små stykker træ. Og inden han havde mulighed for at teste det i dyre laboratorier, måtte han afprøve det på egen krop. Det selv om han aldrig selv har røget eller har nogen forkærlighed for den forførende og farlige røg.

”Jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at det her ville virke – det var logisk. Allerede fra start sagde jeg mit faste arbejde op og dedikerede mig helt til det her projekt. Jeg har altid haft som strategi at bo billigt og ikke have store faste udgifter, og jeg kan leve på en sten. Det har aldrig været det materielle, der har drevet mig.”

Undervejs har projektet, der hedder Smooff, flere gange været ved at dø ved fødslen, inden det overhovedet kom ud til verdens forbrugere. Selv om både idéen og produktet er forholdsvis simpelt har udviklingen kostet tid og penge.

Først testede han produktet på en lille gruppe rygere, der gav feedback. Tilbage ved skrivebordet forfinede han produktet og sendte det så ud til en stadig større gruppe. Sidenhen blev produktet med succes testet til rygestop på et dansk apotek. Samtidigt er det videnskabeligt testet i et laboratorium, og opfindelsen er også patenteret.

I 2011 kommer han ind i et forretningsudviklingsforløb på et halvt år, hvor man får vejledning i at opbygge en forretningsmodel. Som en del af forløbet fik han mulighed for at pitche sin idé i 10 stramme minutter for interesserede investorer. Og det gav pote for Torben og hans idé.

I dag har han fem investorer, men de er hele tiden på jagt efter nye penge, hvis det skal lade sig gøre at markedsføre det - også ud over landets grænser.

”Når du får investeringer, får du sjældent mere, end du lige akkurat har brug for. Det betyder, at du har kniven for struben hele tiden. Du skal præstere hele tiden. Hvis du går for langsomt frem bliver du kvalt i faste udgifter, og hvis du kører for hurtigt frem, tager du nogle risici, som også kan give dig problemer.  Det er en svær balancegang.”



For Torben Rasmussen har det heller ikke været selve idéen, som har været svært ved iværksætteriet. Det har den turbulente proces med at tage det fra idé til produkt til forbrugerne. 

”Det kræver et helt speciel drive. Uanset hvor smart din ide er, vil der komme udfordringer undervejs, og hvis man går kold i dem, bliver det aldrig til noget. Men selve processen kan gøre dig stærkere. Du må blive ved og ved. Det er det helt afgørende, for der kan altid være nogle på den anden side af kloden, der også har samme idé.”

En af ulemperne ved at søsætte sit eget hjertebarn er, at tankerne hele tiden kredser om det. Derfor går han også ofte stille med, hvad han laver, og han sidder aldrig og praler af sin opfindelse til familiefester. Han prøver nemlig at holde fri for tankerne så ofte han kan.

”Det er jo sjældent, at en løsning på et problem kommer, når du sætter dig ved et bord og sætter præcist afmålt tid af til det. Det kan komme overalt. Og jeg tænker altid på det. Det er også noget af det fascinerende ved at være iværksætter; du er selv den primære drivkraft, og alt, hvad du gør, har direkte konsekvenser. Når du er lønmodtager, er det ikke sikkert, at det har så stor betydning, hvad du gør. Men når du selv udstikker retningen, er det virkelig afgørende.”

Sidste år fik han en makker, der primært står for at markedsføre produktet online, og i år afsøger de muligheden for at lancere produktet i England. Samtidigt vil de også gerne have det ind på de danske apoteker.



”Vi har testet det her nøje, og selv om folk skulle begynde at kompensationsryge - det vil sige f.eks. ryge kraftigere og hyppigere – har filtrene stadig en effekt. ”

Han forstår godt, at der er mange danskere, der foretrækker det lune og trygge lønmodtagerliv, hvor man kan aflevere sin computer i IT-afdelingen, hvis der er problemer med den. Men han oplever, at der er flere og flere unge, som nu tør tage springet og afprøve deres ideer.

”Jeg tror, man skal gøre det, hvis man ikke kan lade være. Når man er iværksætter, står man alene med det. Du kan få hjælp mange steder fra, men du er i sidste ende alene. Der er ikke nogen genveje. Hvis du ikke kan få filteret til at virke, er det rigtigt svært at tale sig ud af det.”

Nu håber han, at produktet kan blive rigtig stort. Og skulle det lykkes, vil Torben Rasmussen evt. være klar til at træde til side og lade andre køre det.

”Hvis det bliver så stort, er der nok brug for andre kompetencer end mine. Men det ville være okay. Lige nu tillader jeg ikke mig selv at tænke på andre projekter, for jeg ved, at det vil opsluge al min energi. Men jeg går da med mange andre ideer, som måske skulle prøves af en dag.” 

LÆS OGSÅ: ”Hvis rygning skal vedblive med at fremstå cool i nogens øjne, så skal der være nogle cool rygere at kigge på, og dem bliver der færre og færre af.”

LÆS OGSÅ: 28-årige Malte køber tøj for 500 millioner om året

LÆS OGSÅ: Anders droppede direktør-job i TDC for at blive pizzachef