Jeg havde endnu aldrig mødt Morten Albæk, da jeg skulle interviewe ham på Gyldendals stand på Bogforum i Bella Center i november sidste år. Emnet var hans nye bog ’Falske sandheder i livet’. Det var den første bog fra hans hånd, jeg havde læst, ligesom jeg heller aldrig havde været videre fanget af ham som person.
Sandt for dyden var jeg overbevist om, at Morten Albæk mest var rejsende i varm luft. Og at folk til hans utallige udsolgte foredrag blot var blinde disciple uden evne til selv at forme en holdning, og som råt åd, alt deres helgen prædikede. En slags coachende Tony Robbins-type, der havde set et hul i markedet for floskler, som kunne stopfodres til et tankemæssigt udmarvet publikum.
Jeg skulle blive klogere.
Forfatterinterviews på Bogforum kan være en blandet affære, når det kommer til opbakning fra publikum, men med Morten Albæk på plakaten var sagen klar: Alle stole på Tranescenen var fyldt. Randen af stående gæster betragtelig.
Efter vores snak og de obligatoriske klapsalver fra salen havde jeg en fin fornemmelse af, at de 20 minutters interview var gået okay. Og inden Morten Albæk måtte skynde sig ned fra scenen for først at signere bøger og dernæst haste videre til endnu et interview på endnu en scene, kiggede han mig dybt i øjnene og sagde:
”Tak, Kristoffer, det var nogle virkelig gode spørgsmål.”
”Nåh, det ved jeg nu ikke, om jeg synes, du har jo næsten 20 interviews herude, så du har sikkert hørt det hele før,” forsøgte jeg at underspille
”Jo, det var det altså. Jeg vil gerne sige dig tak for en virkelig god samtale. Jeg syntes, det var rigtig godt.”
Og i et kort øjeblik, midt imellem rygsækbærende litteraturelskere, interimistiske hyggesofaopstillinger og stolerækker, og i skæret fra tvivlsom messebelysning, havde Morten Albæk og jeg et moment. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Han kunne se ind i min sjæl, rakte mig hånden og afsluttede vores korte seance med en insisterende øjenkontakt og sagde:
”Tak, Kristoffer. Vi ses igen.”
Det er sjældent, man møder et menneske, der er decideret forførende. Men man skal være lavet af stål eller is for ikke at føle bare en lille smule fascination, når man tilbringer tid med Morten Albæk.
For man kan sige meget om manden, der har skrevet den mest forudbestilte fagbog i Gyldendals historie (efter seks måneder på hylderne havde den solgt 40.000 eksemplarer). Han er evigt solbrun, tilpas veltrænet, umådeligt veltalende og helt og aldeles populær i den brede befolkning. Hans sociale intelligens er åbenlys. Han er grundigt belæst og bogligt begavet.
Men først og fremmest er han på.
Når man er sammen med Morten Albæk, har man hans udelte opmærksomhed. Han ser dig i øjnene. Han roser dine spørgsmål og anerkender dine pointer som gode indsigter. Han takker for samtalen. Og selvom han altid er på vej videre, fordi folk hiver i ham fra nær og fjern, så er Morten Albæk også noget så sjældent som til stede i øjeblikket.
Det er en sjælden valuta i en tid, hvor vores opmærksomhed er splintret af hundredvis af notifikationer, beskeder og mails, og hvor evnen til at sætte sig ned og bare være i sig selv uden at række ud efter sin telefon forsvinder for flere og flere. Mig selv inklusive.
Jeg er verdensmester i at lade mig forstyrre. Mit medieforbrug er formentlig mere accellereret end de flestes, og det er på ingen måde hverken behageligt eller sat i system. Jeg konsumerer alt, hele tiden. Og jeg undskylder mig med, at det er min nysgerrighed, der holder mig fra at gå i dvale. For nylig hørte jeg et interview med musikproducer og lommefilosof par excellence Rick Rubin, som jeg gerne vil slås i hartkorn med, hvor han sagde:
”I wanna learn everything. And there’s no time. I’m endlessly curious, and I’m always looking.”
Det må ikke koste på opmærksomheden. Og der må jeg bare konstatere, at Morten Albæk slår mig med længder. Når han er der, er han der mere end nogen andre. Og så har han en særlig evne til at bestøve samtalen med noget udefinerbart, der får den til at hæve sig over det ordinære.
Sådan tror jeg, de fleste, der møder ham, oplever det. Min kollega på ALT for damerne, chefredaktør Rikke Dal Støttrup, rammer det meget præcist, når hun siger:
”Man bliver jo bare klogere af at være i hans selskab.”
Mennesker, der fascinerer, fascinerer. Det gør Morten Albæk. Da han indledte sin foredragsturné i starten af april, var det starten på et udsolgt triumftog gennem Danmark, hvor både mænd og kvinder nu gennem snart to måneder er mødt sultne op for at få indsigter fra manden, der kan dissekere tidsånden og give nogle svar på deres søgen efter mening.
Han har gjort en forfatter- og foredragskarriere ud af at få danskerne til at forholde sig til netop det: deres egen mening med livet. Men hvad er meningen egentlig med manden selv? Kan han fornægte sin egen natur som forfører af folket?
Sluk telefonen, nyd stilheden og rigtig god læselyst.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
