Den nye Nike Air Max 720 er kilde til en kontrovers, fordi logoet på dens undersål ligner arabisk for allah
Foto: Nike

Flere tusinder er vrede over et Nike Air Max-logo, som ligner arabisk skrift for ’Allah’

Helt konkret er det Nike Air Max 720-sneakeren, den er gal med. I skrivende stund har over 20.000 underskrevet en indsamling for at få sneakeren fjernet fra markedet, før den overhovedet er blevet lanceret.

Det er absolut ikke, fordi det er helt nyt for Nike at havne i en kontrovers. Til tider har det verdensomspændende sportsbrand endda ligefrem opsøgt konflikterne. Senest ved at bruge den kontroversielle sportsstjerne Colin Kaepernick – der blev udstødt af NFL, fordi han nægtede at knæle til den amerikanske nationalmelodi før kampene – som kampagnemodel. Denne gang virker det imidlertid ikke som om, at Nike intentionelt har sat folkets følelser i kog – men bevidst eller ej, så har de alligevel formået at provokere endnu en gang.
 
Det hele handler om det logo, der er indgraveret på Nike Air Max 720-skoens undersål, som til forveksling kan ligne ordet ’Allah’ skrevet på arabisk. Skoen er endnu ikke kommet på markedet, og står det til den lange række af mennesker, som er blevet stødt over Nikes påståede hensynsløshed, så bliver der slet ingen lancering af en Air Max 720-sko.
 
Selvom Nike har været ude for at understrege, at de respekterer alle religioner, og at skoens logo bestemt ikke skal opfattes som en krænkelse af Islams helligste ord, kræver de indignerede nemlig, at skoen bliver trukket helt. På nuværende tidspunkt har 20.000 underskrevet en indsamling på change.org, der opfordrer Nike til at ’trække den stødende sko med Allahs navn fra alle markedet i alle lande’.
 
Men til trods for de vrede røster, tyder alt på, at de forurettede parter må affinde sig med at se Allahs navn trådt på og snavset til i forårsmudderet. Nike lader sig nemlig ikke påvirke af debatten, så vi kan se frem til at Air Max 720 bliver lanceret præcis som planlagt.  
 
I øvrigt kan det også diskuteres, om ligheden i virkeligheden er så stor. Se billedet herunder, og vurdér selv.

nike.jpg

Foto: Change.org

Se, hvad vi ellers skriver om: Nike og Sneakers