Jeg har altid taget stilling til, hvad jeg har iklædt mig. Min mor var syerske, og da vi var små, inviterede hun af og til min storebror og mig med ud for at købe tøj. Min storebror gad aldrig med, men jeg elskede det.

På den måde var det også helt naturligt for mig at gå designvejen. Efter jeg blev færdiguddannet på KEA, søgte jeg stillingen som designassistent for Karl-Oskar Olsen (medejer af Pas Normal Studios, red.) og fik den.

garderobesnak-fuld.jpg

Pulloveren er en gammel fleece fra L.L. Bean, som jeg købte brugt på Grailed, hvor jeg virkelig kan bruge lang tid på at lede efter specifikke ting – til min kones store frustration.

Jeg vil skyde på, at trøjen er fra 1990’erne, og det er en æstetik, jeg godt kan lide. I det her specifikke tilfælde faldt jeg for den lidt kassede pasform, som passer min krop ret godt.

Tasken er fra Pas Normal Studios’ første samarbejde med det japanske taskemærke Porter, som kom for snart fire år siden. De er efterhånden blevet en fast samarbejdspartner, og vi har lige sendt vores fjerde collab på gaden.

Tasken er en 2-way-model, men vi har justeret lidt på størrelsen, så den er perfekt, hvis man skal til et endagscykelløb eller blot på en kort forretningsrejse.

Min Yankees New Era-kasket adskiller sig fra den klassiske udgave af samme model, da denne her har en såkaldt retro crown. Det betyder, at der ikke er noget struktur i toppen, og den derfor er blød.

På den måde er den knap så hiphop og minder mere om en dad cap. Da den i sin tid blev sat til salg, kunne man kun købe den i Japan. Efter en del søgen købte jeg den brugt fra USA, så den har næsten været jorden rundt. Jeg går stort set altid med den.

Mine bukser er et par vintage Louis Vuitton-bukser, som også er købt på Grailed. De var en del af et jakkesæt, hvor jakken var helt åndssvag. Til gengæld er jeg blevet virkelig glad for bukserne.

Jeg går næsten udelukkende i klassiske herrebukser, hvis jeg da ikke har et par af vores egne Pas Normal Studios-bukser på.

Inden jeg lærte Virgil Nicholas, der har skomærket Vinny’s, at kende, havde jeg ét par lædersko, som jeg nærmest aldrig brugte. Derfor kan man roligt sige, at han var med til at få mine øjne op for loafers og lædersko generelt.

Jeg er stor fan af det, han laver. Skoene fra Vinny’s har en rigtig god balance mellem pris og kvalitet, og så er udvalget hos dem bare blevet bedre og bedre. Det er virkelig fedt.