Peter Falktoft laver sit eget sneakerdesign

Peter Falktoft laver sit eget sneakerdesign

Mediepersonlighedens Jordan-inspirerede designdebut blev præsenteret under modeugen.

Der har været meget at lære under Københavns modeuge. For eksempel, at der skal være rappere på første række og Dr. Martens på fødderne, og at tennisfeberen stadig er over os.

Men modeugen, der endnu en gang ramte os, drænede vores ressourcer og som en græshoppesværm straks var væk igen, har også lært os, at mediemanden og streetwearelskeren Peter Falktoft  længe har båret en designer i maven.

”En nærmest livslang drøm” kaldte han det selv på sin officielle Facebookside, da han i sidste uge meddelte, at han har designet en sneaker for det danske mærke Casper And The Beast.

”Jeg har ingen erfaring eller uddannelse med design,” skrev Falktoft om sneakerdebuten, der blev fremvist som en del af Casper And The Beasts kollektion på modemessen CIFF Raven.

Ikke desto mindre har journalisten og mediepersonligheden lagt ikke så få tanker til grund for sit formgivningsvalg. Skoen, der er designet til at være modstandsdygtig over for det omskiftelige, ofte våde danske vejr, er nemlig:

”inspireret af æstetik fra Jordan 7 og 8, som er mine all time favorites. Uden samme ol' skool nostalgi. Stropperne er mere minimalistiske og materialerne er mere hårdføre end Jordans, som i sin tid er lavet til, ja, basket. Hælkoppen er en slet skjult reference til LV loafers og stropperne er mest fordi jeg altid har tænkt, at min sneaker skulle have sådanne. Farvekombinationen er valgt fordi rød og sort er fresh. Altid,” skriver Peter Falktoft. 

Og måske prinsesse Mary deler Falktofts forkærlighed for Jordan 7 og 8, hun har tydeligvis et godt øje til hans rødsorte kreation på dette snapshot fra messen.

Men hvad synes du, kære læser: Har Peter Falktoft her fundet sit virkelige kald, eller burde han blive ved sin journalist-læst?

LÆS OGSÅ: De 19 mest ikoniske sneakers gennem tiden 

LÆS OGSÅ: Peter Falktoft: Da jeg vidste jeg var god 

LÆS OGSÅ: Derfor smiler Kanye West ikke 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Peter Falktoft og Sneakers