Den evige cool-cat Michael Pitt – der ikke er i familie med sin berømte efternavnsbror Brad – er endelig trådt ind i de voksnes rækker. Efter et årti med småroller ser det ud til, at der måske alligevel er en krukke med guld til ham for enden af regnbuen.

Altid på kanten, altid med røven i vandskorpen og altid lidt en outsider. Sådan har karriereforløbet været for den 31-årige amerikanske skuespiller og musiker Michael Pitt. I hvert fald indtil for nylig. Han fik godt nok sit skuespil-gennembrud i teenageserien ’Dawson’s Creek’ fra 1999-2000, men herefter blev han pludselig mere undergrund og selektiv i sine rollevalg.

Han spillede rebelsk teenager i Larry Clarks ’Bully’ i 2001, han var forvirret udvekslingsstudent i Bernardo Bertoluccis incestuøse trekantsdrama ’The Dreamers’ fra 2003, og så lavede han en overbevisende Kurt Cobain-fortolkning i Gus Van Sants ’Last Days’ fra 2005.

I 2010 foretog Pitt en karrieremæssig kovending og fandt for første gang balancen mellem cool og kommerciel, da han takkede ja til en af hovedrollerne i den Martin Scorsese-producerede gangsterserie ’Boardwalk Empire’, der samme år vandt to Golden Globes. Tredje sæson af den succesfulde tv-serie er ved at være færdigfilmet, så Hollywood-rygterne om et snarligt blockbuster-gennembrud til Pitt er begyndt at svirre.

Sideløbende med de mange film og tv-serier var Pitt indtil sidste år også aktiv i indie-bandet Pagoda, der ifølge ham selv aldrig var en hobbybeskæftigelse, men et seriøst projekt, som han var meget passioneret omkring. Pagoda nåede at udgive en ep i 2005, albummet Pagoda i 2007 og at give en del mindre, men anmelderroste koncerter, før bandet blev opløst i november sidste år pga. travlhed.

Pitts ranglede positur, halvlange hår og kombinationen af babyfjæs og daggamle skægstubbe har fået utallige kvinder, mænd og modefolk til at falde i svime over ham. Hans første modeforside var for L’Uomo Vogue, og de sidste fire-fem år har han ageret model i diverse modeserier for magasiner som Vogue Italia, L’Uomo Vogue, i-D samt endnu et par forsider for Another Man og Nylon Man.


Prada-kampagne, forår/sommer 2012

I 2005 rygtedes det, at Pitt havde afslået tilbuddet om at blive kampagnemodel for Pradas undermærke Miu Miu med begrundelsen, at den slags kommercielle optrædener ikke var godt for hans image.

Et karriereforløb domineret af indie-projekter og anmelderroste film uden blockbuster-status har i en årrække sat Pitt i kategori med kolleger som Vincent Gallo, Chloë Sevigny og Jared Leto, der alle, ligesom han, har opnået ikonstatus uden det store kommercielle gennembrud, men i stedet har fokuseret på det kunstneriske budskab i deres projekter.

Fælles for dem alle er også deres optrædener i internationale modekampagner. Gallo har det sidste år optrådt i denimmærket G-Stars kampagne, Sevigny har været ansigt for Chloé-parfumen, Leto er ansigt for Hugo-parfumen Just Different, og i år sluttede Michael Pitt sig til flokken med sæsonens måske mest omtalte kampagne for Prada, hvor han med guitar, hawaiiskjorter og silketørklæder trækker klare referencer til en vis Elvis.

Det tyder på, at vinden er vendt for outsideren med den kompromisløse afstandtagen til blandingen af kunsten og det kommercielle.

LÆS OGSÅ Morten Ankerdal: Fjernsyn for mig

FACEBOOK Bliv ven med Euroman