Et strå i munden vil nok være at overstrække tendensen til det upassende, men ellers er tiden nu den rette; løsn tøjlerne og lad Det Vilde Vesten suse ind i din garderobe.

Find skjorten med de markante brystlommer frem (og vælg den med broderier ved kravebenene, hvis du er så fræk), knap den godt op og stop den ned i et par denimbukser, som i bunden svajer ud i et bootcut og giver luft til støvlerne.

Stram så til med et bælte, hvis spænde kan passe i din hule hånd. De store, metalliske bæltespænder er tilbage, så tøv ikke med at vise dem frem. Og så ses westernlooket jo allerhelst toppet af med en regulær cowboyhat. Men hvis du ikke helt er dér endnu, skal der ingen bebrejdende bemærkninger lyde herfra.