En firehjulstrækker jeg faktisk kan lide

Faste læsere vil vide, at jeg ikke forspilder nogen chance for at kaste lidt mudder efter de populære SUV'er her i spalterne. Men firhjulstrækkerne er vel også netop er skabt til mudder og bedømt på mængden af skinnende sorte Range Rovere, Q7'ere og X5'ere i mit gadebillede, så får de fleste af dem ikke andet mudder, end det jeg kaster.

Derfor kommer der lige en byge mere her i anledning af en testbil, jeg fornylig havde kørehandskerne i, Audi A6 Allroad.

Det er ikke bare endnu en firehjulstrækker, det er noget så sjældent som en firehjulstrækker jeg kan lide. Måske fordi den i modsætning til SUV'erne ikke puster sig op med voldsom frihøjde og grove proportioner.



Det er dybest set bare en stationcar, der kan lidt mere, og på den måde står den i skærende til kontrast til det pinligste af alt – de små forhjulstrukne crossovers, som Nissan Qashqai og Renault Capture med flere.

A6 Allroad har det lige omvendt. Den kan mere, end man tror. Den er underspillet, hvor Q7 er overdrevet, og den har luftaffjedring, hvor Capture bare har varm luft.

Jeg havde fornøjelsen af at teste den på såvel asfalt som hullede grusveje og lidt mudret skovvej. Ikke nogen ultimativ muddertest, men alligevel pløret nok til at give et praj om, hvordan bilen vil klare en beskidt hverdag i stil med den målgruppen, må formodes at have, host host.

Det korte svar på det spørgsmål – altså hvordan vil A6 Allroad klare sådan en hverdag – er, at den gør det fantastisk. Takket være luftaffjedringen kører den som en limousine på motorvejen, som en GT-vogn på sognevejene og som en jeep i fløjelsblazer, når underlaget bliver hullet, vådt og smattet.

Du vinder ikke Paris-Dakar i den, men du når frem til ødegården, skihytten og jagtmarken uden sved på panden. Helt ærligt, dækker det ikke dit behov for firehjulstræk?

I givet fald kan du så glæde dig over, at du oven i alt det praktiske får en Audi A6  med alt, hvad det indebærer af herlighedsværdi. Det ærkekonservative men også knivskarpe eksteriørdesign, den fnugfrit lækre kabine og den overlegne drivlinje med tre-literdiesel og syvtrins S-tronic gearkasse.



Du kan mene om A6 og Audi, hvad du vil, jeg mener, at der er lidt mange af dem, der hvor jeg bor, og især, hvis du vælger den i sort, nærmer det sig en kliche, men så tag dog en anden farve.

Så får du en næsten urimeligt komplet bil med – i testbilens tilfælde – 272 hestekræfter og et nærmest overstadigt moment på 580 Nm allerede ved 1.250 omdrejninger. Den overhaler fuldstændigt ubesværet og presser du den, når den fra 0-100 km/t på blot 6,2 sekund. Samtidig nærmer den sig 18 km/l hvis du kører mere modent.

Er der så slet ikke noget at indvende? Joh altså, hvis du kører den som en sportsvogn følger styretøjet og undervognen ikke helt med. Det er er også meget forlangt af en ødegårdskrydser med plads til tre børn og en retriever. Så er der kun prisen tilbage – den starter på 995.000, glurp... Med udstyr som testbilen runder den 1,3 million, urgh... Nu var jeg ellers lige så glad.

Den pinligt korte liste over andre aktuelle terrænbiler, jeg kan lide.

Volvo X60

Fordi den er pæn og kun moderat stor.



Audi Q5

Fordi Q3 er en lille wannabe, og Q7 er et stort skrummel (glæder mig til dog til at køre den nye Q7)



Land Rover Discovery 4

Ok, jeg er ikke pjattet med den, men skal det være en kæmpe bil, så rammer den balancen mellem funktionelt design og kørekomfort lige i røven.



Skoda Yeti

Ja, tænk engang, men det er igen det her funktionelle design, der gør udslaget. Den er kort sagt ærlig og underspillet.



Audi A4 Allroad

Hvis man er vild med storesøster, hvordan kan man negligere en lillesøster, der ligner så meget?



Kriteriet for alle ovenstående biler er, at de skal være komfortable nok til, at du gider at køre i dem hver dag. Sådan har jeg det ikke med fx. Land Rover Defender.

LÆS OGSÅ: Fodboldstjernernes vilde bilindkøb

LÆS OGSÅ: Smukke kvinder racer penge ind til velgørenhed

LÆS OGSÅ: Tillykke med huen: Her er dine syv muligheder