Audi har noget med 8-taller. Det er toppen af poppen i Audis modelprogram. A8 er den ultimative limousine, R8 er den ultimative sportsvogn, og nu har vi så fået Q8 som den ultimative SUV, må man formode. Ikke den største SUV og heller ikke den mest praktiske eller terrængående, men den mest eksklusive. I forvejen tæller Audis SUV-flåde alt fra den kompakte Q2 til den store Q7, så man kan ikke påstå, at de ikke er dækket ind.

Alligevel mangler der angiveligt en SUV, der kan tage kampen op med de helt snobbede SUV’er som Range Rover på den ene side og de mere sporty SUV-coupéer som BMW X6 og Mercedes GLE på den anden side. Det er den opgave, Q8 skal løse, og ikke mindst når det gælder fænomenet SUV-coupéer, må det være muligt at slå konkurrenterne. I hvert fald æstetisk, hvor konkurrenterne ærligt talt ligner flodheste iført lycra.

Det gør Q8 heldigvis ikke. Den er stadig enorm at se på – nærmest som en almindelig Audi SUV, der har stået med et viskestykke over og hævet hele natten – men den er samtidig skarp, hvor de andre er blævrede. Kig bare på den kantede og kraftige C-stolpe, taglinjen og vinduessilhuetten. Linjerne går op som en vellykket syvkabale. Samtidig er designet umiskendeligt Audi’sk og en stærk eksponent for den nye mere karakterfulde stil, man også ser i Q2 og den nye Q3.

Endelig skal bilen have ros for sine rammeløse døre både for og bag samt for den nye samlede baglygtesignatur, der tager sig bedre ud her end på A6, A7 og A8.

SUV eller ej, Q8 bliver aldrig en bil, man sætter sig ind i med mudrede gummistøvler.

Kabinedesignet er mere forfinet end terrængående med skærme og ventilationsdyser, der elegant er integreret i instrumentbordet. Præcis som – for ikke at sige identisk med – instrumenteringen i A8. De fleste funktioner betjenes via de to meget lækre klikskærme, og fra pladsen bag rattet føles bilen enormt bred og høj. Det er som at sidde i verdens mest komfortable lastbil, men fri mig for at skulle manøvrere rundt i et parkeringshus med den.

Testbilen gemte på en treliters dieselmaskine med seks cylindre og 286 hestekræfter. En magtfuld og momentstærk sag, der leverer det bundtræk og de accelerationer, som designet lægger op til. Især i lave gear giver den også lyd fra sig, og med sin eksklusive stil ville det klæde bilen med en benzinmaskine. Den kører i forvejen som en limousine – undervognen er luftaffjedret og gearkassen smidig som et yoga-orakel, så hvorfor ikke. Det kunne også være sjovt at opleve en brølende V8’er i en bil som Q8, men med brændstoføkonomien in mente er 3-liter diesel alligevel et brugbart kompromis med høj komfort og masser af træk.

Køremæssigt er Q8 trods designet også først og fremmest en limousine. Den deler platform med sportslige biler som Porsche Cayenne og Lamborghini Urus, men helt så subtil i den sportslige opsætning er Q8 ikke. I hvert fald ikke med diesel i blodet. Alligevel fordeler den sin høje vægt uden at krænge, når du presser den. Vejgreb har den også, så den kan sagtens køres friskt og udfordrende. Q8 har præcis det overskud og den klasse, som dens position lægger op til.

Kan det blive bedre, kunne man spørge her, hvor konklusionen nærmer sig, og vi har med en topmodel at gøre? Joh, der er da småting. Den omtalte motorlyd og betjeningen af klimaanlægget, som er undtagelsen på reglen om, at brugerfladen i A8 og Q8 generelt er genial. Jeg kan simpelthen ikke få det til at sende den varme luft derhen, hvor jeg synes, den skal hen, men jeg anerkender muligheden for, at det er mig, der er idiot. Jeg må så bare konkludere, at konkurrenternes systemer er mere idiotsikre og dermed nemt anvendelige. Den slags skal bare køre helt intuitivt. Hver gang du må ty til instruktionsbogen i en bil, har producenten efter min mening begået en fejl. Det er så også den eneste og meget lille indvending, jeg kan finde, og det overskygger på ingen måde indtrykket af en meget værdig, velkørende og præsentabel topmodel – for slet ikke at tale om Tysklands p.t. bedste bud på en krydsning mellem en SUV og en coupé.