I tiende episode af Lund & Løkke falder snakken på den danske mission i Afghanistan, som Lars Løkke Rasmussen overtog med statsministerposten i 2009. Krigen mod Taleban står for Løkke som en af de tungeste byrder i hans tid som statsminister:
”Der var en periode, hvor der var for mange af dem. De dræbte soldater. Hvor jeg synes, jeg skrev de der kondolencebreve tit. Jeg skrev dem i hånden”, erindrer han.
”Hvor mange soldater døde der i Afghanistan?”, spørger medvært Anders Lund Madsen.
”43. Det er jo lige så mange, som amerikanerne har mistet. Altså proportionalt. Det fortalte jeg også Donald Trump engang, hvor han begyndte at tale for meget om de 2 %”, siger Lars Løkke.
”Vi lavede talkshow fra Camp Bastion i Helmand-provinsen inden jul”, fortæller Anders Lund Madsen.
”Det var ret svært at finde nogen, der gad at tage med. Det var ikke en populær krig. Men så sagde Joan Ørting: Det vil jeg gerne. Jeg elsker hende for det. Ubetinget. Det viste sig, at det faldt på et virkeligt tørt sted.”
Sangeren Karen Rosenberg var en af de få kunstnere, der kunne lokkes med for at optræde for de danske soldater.
”Men hvad er det, der gør det? I Amerika og UK tror jeg, det ville være en æressag at synge for soldater”, siger Lars Løkke.
”Ja, men det var det altså ikke. Det var eddermame heller ikke et populært projekt i Danmarks Radio. Det var heller ikke supernemt at finde folk, altså fotografer og så videre. Det var bare ikke en krig, der var elsket af nogen her.”
Hør mere om Afghanistan-krigen, mailadresser, taxachauffører og meget andet i episode 10 af Lund & Løkke. Du kan høre hele afsnittet og de ni tidligere episoder her, ligesom du selvfølgelig også kan høre dem i Egmonts podcast-app Talk Town.