1. Wales er faktisk en mareridtsmodstander for os. Vi har det notorisk svært mod dybe blokke. Bare vi havde trukket Tyskland eller Spanien.

2. Se lige det rum, der efterlades bag Josef Morrell og Joe Allen. Det er guf for en spiller som Jonas Wind.

3. Hvad Kieffer Moore kan gøre med en fodbold, kan Andreas Cornelius gøre med en appelsin.

4. Hvorfor ser Daniel James altid så sur ud? Måske er det, fordi ingen trænere forstår, at han med sine kompetencer ville være bedre som wingback.

5. Ethan Ampadu var spået til at være den næste ‘AC’ i Chelsea. Det går ikke så godt. 

6. Da Joe Allen dannede midtbane med Leon Britton under Brendan Rodgers i Swansea, var det Premier Leagues mest pasningssikre duo. 

7. Hvis vi kan isolere Martin Braithwaite overfor Chris Gunter, er den her kamp afgjort før pausen. Den mand vender som en damptromle.

8. Hvorfor bliver Craig Bellamy altid overset, når man diskuterer, hvem der er Wales’ bedste spiller gennem tiderne? 

9. Danmark mestrer assymmetrien til ug. Wass og Mæhle er de perfekte vægtkugler til at trække Wales' hold skævt.

10. Det er en hån mod Mikkel Damsgaard at kalde ham ”Damsinho”. ”Damiesta” er langt mere retvisende.

11. Okay, vi skrev måske, at Thomas Müller var verdens bedste raumdeuter. Men han er altså skarpt forfulgt af Aaron Ramsey.

12. Andreas Christensen ligger simpelthen og spiller som mediano (central midtbanespiller, groft forklaret, red.), når Danmark har bolden. Hans gamle træner Lucien Favre ville være stolt.

13. Det er altafgørende, at Braithwaite, Damsgaard og Mæhle formår at skabe lokale overtag i Wales’ højre halvrum.

14. Nu siger vi noget meget lavt: Hvis Delaney lige kunne ramme Bale med en tackling på venstre læg, ville det ikke gøre noget dårligt for de danske vinderchancer.

15. Hemmeligheden bag Mikkel Damsgaards talent ligger i hans perceptuelle færdigheder. De er overnaturligt gode.

16. Wales har et nogenlunde landshold, men spillere som Connor Roberts og Josef Morrell ville end ikke kunne komme på det danske U21-landshold.

17. Nicky Butt har engang påstået, at 20-årige Dylan Levitt var den bedste pasningsspiller i hele Manchester United. Men hvad ved han også om det?

18. Lige nu må Pep Guardiola sidde i et catalansk feriehus og klappe i sine hænder over Pierre-Emiles forberedelse off-ball.