scroll-down
Nej, det er ikke lyset, der falder forkert eller billedet, der er dårligt: De tværgående striber på tyskernes trøje er ikke hårdt optegnet, som man ellers ville forvente det fra et land, hvor ordnung muss sein. De er tegnet i hånden, som var det sorte penselstrøg på et hvidt lærred. Det giver et mere organisk og naturligt udtryk, men om det også er lig med kærlig og menneskelig behandling fra det tyske gegenpress må tiden vise. Farverne fra det tyske flag på ærmerne er en god detalje, der fjerner al tvivl om nationalt tilhørsforhold.
4 ud af 6 stjerner.
Er det paisley? Er det tapet, en håndværker har gravet frem under renoveringen af din 100 år gamle lejlighed? Eller er det en reference til en detaljerig ornamentering fra en italiensk kunstner, vi alle bør kende? Vi ved det ikke, men i år løber Azzurri på banen iført et mønster, der ikke just falder i vores smag. Det italienske landshold var i sin tid banebrydende med ultraslanke fit på landsholdsdragten, og modetraditionen fra støvlelandet var til at få øje på. Men her kammer det over i unødig pynt, vi ikke kan se os selv i. En forbier fra en ellers stolt tøjnation.
2 ud af 6 stjerner.
Det spanske landshold befinder sig i et par mellemår, hvor de rutinerede kræfter langsomt løber tør for gas, og hvor deres unge spillere endnu har mere talent end erfaring. Spanien går næppe hele vejen til dette EM, og tak for det, for deres trøje til slutrunden rammer ikke plet. Overhovedet. De forskellige nuancer af rød vil i alle retninger, og de horisontale og vertikaler linjer sender tankerne i retning af … middelalderborge. Trøjen ligner et svampemalet stenhus, og det brogede går igen på deres gråhvide udebanetrøje, der mest af alt ligner en overskyet charterferie på Costa Del Sol.
1 ud af 6 stjerner.
Den er underspillet, den er minimalistisk og der er ikke så meget slinger i valsen. Englands trøje sidder som vanligt i skabet. Vævningen i stoffet giver struktur og tilføjer detaljer, der løfter trøjen ud af det banale og ind i de elegante. Den hvide trøje kommer uden tvivl til at blive overhældt med pints på pubs på tværs af det øl-glade imperium, og så bliver den måske mindre køn, men helt frisk på overkroppen af Harry Kane står den knivskarpt.
6 ud af 6 stjerner.
Kønne er de ikke, de hollandske fans, når de iklædt skrigende orange indtager gaderne i forbindelse med landskampe. Til gengæld er man aldrig i tvivl om, når Oranje spiller, for ingen andre har så signifikant et udtryk som den appelsinfarvede trøje fra landet med de mange tulipaner. Det geometriske mønster, der er vævet ind i trøjen i en mørkere orange, tegner et løveansigt, hvis man kigger godt efter. Og det fungerer! Trøjen sidder tæt og er vævet i Nikes Vaporknit, og med den elegante sorte stribe i hver side af uniformen er her et bud på en trøje, vi kan komme til at se på rigtig langt ind i slutrunden.
5 ud af 6 stjerner.
Den russiske bjørn sender med deres trøjevalg en kærlig hilsen langt ned i 1980’erne. Her kan man virkelig tale om at ære fortiden: Adidas-striberne på skuldrene står elegant, fordi de ikke bliver ført ned til ærmekanten, og den tværgående kombination i rød og blå er bemærkelsesværdigt gennemført. Det er en trøje, der ved, hvad den vil, og som skiller sig ud fra de andre nationers enten ultra-minimalistiske designs eller kunstneriske fejlskud. Rent, stramt og stærkt.
5 ud af 6 stjerner.
Bortset fra Marimekko, Iittala og Alvar Aalto har Finland altid været tilbagestående, når de er blevet sammenlignet med skandinaviske designmastodonter som Sverige og Danmark. Måske ufortjent, for hvad har vi her? En helt igennem elegant trøje, der rent faktisk fortolker det finske flag fuldkommen fremragende. Nuancerne af blå graduerer lækkert, Nike-logoet er velplaceret og udtrykket fremstår renere end en finsk skovsø en solrig formiddag i juni. Bravo.
6 ud af 6 stjerner.
Hvor tyskerne forsigtigt dypper tæerne i det håndtegnede, laver Belgien en dobbelt saltomortale med skrue fra 10 meter-vippen. Fuld knald på de store penselstrøg i denne version af en trøje, der er lige så maksimalistisk, som vi forventer, at det belgiske landshold bliver sprængfarligt. Rød og sort dominerer, men hvor fronten er ekspressiv som et Kandinsky-maleri, er ryggen underligt tavs og overladt til sig selv. Sort kan være en svær farve at arbejde med, medmindre den står alene, men her lykkes belgierne på forunderlig vis med opgaven.
5 ud af 6 stjerner.
