Det danske fodboldlandshold kom som bekendt kun med til EM 1992 på et afbud, fordi Jugoslavien var ramt af borgerkrig. Resten af historien kender vi også til.

Nu drømmer Italien om, at det samme held tilfalder dem.

Italienerne formåede for første gang i 60 år ikke at kvalificere sig til VM, efter Sverige var bedst i de to playoff-kampe. Men nu er der alligevel en lille chance for, at Gianluigi Buffon og co. kan komme med til sommerens VM-slutrunde i Rusland.

Det skyldes, at Peru måske bliver udelukket fra VM på grund af et lovforslag, som præsidenten for landets sportskommission har fremsat. Lovforslaget går ud på, at det peruvianske fodboldforbund bliver lagt direkte ind under staten, og det er ifølge FIFA's reglement ikke tilladt. Hvis lovforslaget gennemføres, kan det i yderste konsekvens ende med, at FIFA må udelukke Peru, skriver den peruanske avis Libero.

Men hvorfor skulle det så eventuelt blive Italien, som tager pladsen og ikke et andet sydamerikansk land, tænker du nok? Italienske medier som Tuttosport og Football Italia argumenterer for, at Italien må være favoritter til at nappe afbudsbilletterne på grund af deres nuværende plads på verdensranglisten (Italien ligger pt. nummer 12, red.), men også på grund af landets tidligere bedrifter ved slutrunder.

Chancen for at se 39-årige Buffon afslutte karrieren ved VM i Rusland til sommer, må dog nok regnes for ikke særlig sandsynlig. Men italienerne har altså ikke opgivet håbet endnu.

LÆS OGSÅ: Thomas Delaney kåret til Danmarks bedst klædte mand

LÆS OGSÅ: ”We are Zweden”: Zlatan-tweet skaber forargelse på Twitter

LÆS OGSÅ: Historisk: Everton-angriber bliver den første til at blive sigtet for film i Premier League