DE LIGNER EN FLOK VANTE væddeløbsgæster, da de står med underarmene solidt plantet på gelænderet få meter fra de tunge hurtigløbere.

”Hold da ferie, Ghita ser godt ud. Sindssyg start!”

”Så er det nu, Ghita. Løb!”

”Nej, hvor er hun flyvende. Jeg vidste, det var hende, vi skulle spille på,” tilføjer en tredje i vennegruppen, mens han knipser. Ikke på den måde, som man ser til en golfturnering med afmålt distance, men derimod infantilt ukontrolleret.

De tre drenge i midten af tyverne har spillet en mindre sum penge på en hest, der hedder Ghita Nørby. Det er på grund af navnet, at de har valgt at spille på netop den hest, forklarer de. For de ved faktisk ingenting om den gamle, konservative sport, de er taget til denne sidste fredag i april.

På sidste omgang løber det ud i sandet for de tre spillefugle på første parket og Ghita Nørby, der må nøjes med en tredjeplads. En blanding af vrede og skuffelse breder sig blandt de unge mænd, der enten klør sig i skægget eller tager sig til hovedet med et lettere mistroisk blik i øjnene. Men de kommer hurtigt op på hesten igen, for der er kun et kvarter til, at der næste gang kaldes til løb, hvilket er ensbetydende med, at en instrumental version af ’Re-sepp-ten’ brager ud gennem højtalerne og med en slidt lyd omklamrer terrassen foran væddeløbsbanen.

Det kvarter skal bruges effektivt. Der skal først og fremmest spilles på endnu en hest. Valgene står mellem ’Handsome Magic’, ’Houdini Shadow’ eller ’Blazing Star’. Og ja, vi er stadig på travbanen og ikke på stripklub. Dernæst skal der hentes nye øl, mens nogle få tilvælger en Underberg som sidevogn, til værtshuspriser i Rudolf Le Ann Baren, hvor bartenderen hele eftermiddagen undskylder for, at hverken dankortterminalen eller fadølsanlægget virker, inden gæsterne igen stimler sammen på terrassen til mere trav.