”Asgreen’s on fire, Wout Van Aert is terrified!”

Barriererne ryster på bakken Wijnpers i Belgien. Iklædt røde landsholdstrøjer og med flag malet i hovedet jubler jeg med gutterne fra klubben Civiliserede Cyklister, imens vi skråler efter de danske cykeldrenge. Vi banker med tordnende kraft hænderne ind i metallet, der afskærmer os fra det frådende felt.

Koklokker, piften, hujen og skrålen fra de tykke banker af belgiske fans blander sig med den vilde danske jubel. Der flyver spyt ud af mine egen mund, da jeg opildner Kasper Asgreen til at give alt, hvad han har, i endnu et angreb. Under os knaser de tomme øldåser, over os overdøver helikopteren resten, og der dufter af både urin, pot og sved. Der er belgisk vanvidsstemning i luften. VM i cykling er kommet hjem.

På vejen foran os står deres navne. Cort. Asgreen. Kron. Valgren. Mads P. Honore. Bjerg. Würtz. Og over dem alle: Chris Anker. Med et stort hjerte. Drengene fra cykelklubben har været ude og kridte vejen op sent i nat med belgisk øl i blodet. Der var intet andet at gøre.

I et andet sving på ruten møder jeg de unge drenge Oliver Bak og Malthe Rubæk Bøggild. Siden klokken otte har de stået og drukket øl. Ved deres side hænger et stort dannebrog, hvorpå der står ”Chris Anker Sørensen”.

”Han var vores største helt,” siger Oliver Bak.

”Der var bare så mange år, hvor der ikke rigtigt var nogen, der kunne noget. Men Chris var der altid. Han var så fed. Det var bare ham, vi holdt med hele tiden. Han var også min yndlingskommentator. Jeg troede, det var en joke, da Malthe sagde det til mig fredag. Vi skal hylde ham,” siger han.

Det er et verdensmesterskab, der handler om langt mere end at vinde. Da de danske ryttere møder op på startstregen søndag morgen i belgisk solskin, er det med sorte sørgebind på ærmerne. Til ære for Chris Anker Sørensen. Den ven, holdkammerat, rollemodel og inspiration, som sagde farvel til livet i en tragisk ulykke for én uge siden i VM-byen Leuven.

Missionen er klar: Vi vinder for Chris.