Hvis du har været indehaver af en ældre iPhone, kender du med stor sandsynlighed også den dræbende fornemmelse, der opstår som konsekvens af en frossen skærm og apps, der tager en uendelighed om at starte op.

På nettet har der længe floreret forskellige konspirationsteorier om, at Apple intentionelt sørger for, at din enhed bliver dårligere fungerende med tiden, så du bliver fristet til at købe en ny.

Teorierne fik endnu mere vind i sejlene, da benchmark-tjenesten Geekbench for nylig udgav en undersøgelse, hvori det bliver konkluderet, at Apples iOS 10.2.1- og 11.2.0-opdateringer medfører neddrosling i effektivitet for henholdsvis iPhone 6 og 6s samt iPhone 7.

Samtidig kunne en række Reddit-brugere berette, at deres telefons hastighed blev tilbagestillet til normal tilstand, når de skiftede telefonens batteri.

Indtil nu har kritikken mødt larmende tavshed fra Apple, men i et svar til The Verge bekræfter de nu, at det rent faktisk gør iPhones langsommere med tiden - dog ikke af den grund, som konspirationsteorierne lader til at tro på:

“Apples mål er at give den bedste service til sine kunder, hvilket indebærer at forlænge levetiden på kundernes enheder,” udtaler en talsmand fra Apple i interviewet.

“Lithium-batterier er ikke i stand til at yde en top-performance i kolde omgivelser, når de har lav batteritid eller når de bliver ældre, hvilket kan give uventede nedbrud for at beskytte de elektroniske komponenter.”

Ifølge talsmanden udgav Apple iOS-opdateringerne til iPhone 6, 6s og 7 for at løse problemet - og de medfører, at telefonens processor ikke kører på fuldt blus, jo ældre telefonen bliver, så man undgår, at den pludselig lukker ned.

Ifølge Apple selv gør de altså din telefon langsommere for din egen skyld - men det kan næppe skade tech-gigantens salg, at du ender med at blive så frustreret over din langsomme iPhone, at du køber en ny.

LÆS OGSÅ: Lever vi alle i en computer-simulation?

LÆS OGSÅ: 30 taggere arbejder på at ramme dig: Sådan ved Netflix, hvilke film du kan lide

LÆS OGSÅ: Danmarks måske bedste bøssemager: ”Det, der kendetegner et godt våben, er balance"