Hvorfor er alle så vilde med falafel? scroll-down

Hvorfor er alle så vilde med falafel?

Jeg kan ikke fordrage smagen af falafel, og alligevel har jeg spist det hele ugen. Hvorfor piner jeg mig selv sådan? Og hvorfor synes alle at være så vilde med den?

Af Sami Kleit
Foto: Getty Images
Gastro Euroman

Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg deler ikke den begejstring for falafel, som alle andre end mig tilsyneladende har. Overhovedet ikke.

Man ser mange mærkelige ting, når man er i byen. Men det mærkeligste må alligevel være folk, der efter en bytur står et sted, hvor savlfremkaldende shawarma roterer på et spyd og drypper dejligt fedt ned på det allerede udskårne kød, men alligevel beder om at få deres rulle eller pita proppet med disse ejendommelige og kedeligtsmagende kugler.

Falaflen har længe hjemsøgt mig. Som barn vidste jeg godt, hvad klokken havde slået, hvis jeg gik ud i køkkenet for at se, hvad vi skulle have til aftensmad, og jeg så fandt min far stående mellem en skål moste kikærter og en gryde med aggressivt sprøjtende olie. Med en iskugleske formede han kikærteblandingen til små boller og lod dem falde ned i olien. Plop, sprut. Lyden af skuffelse og en forvarsel om, at jeg nok ikke ville gå mæt fra bordet.

Jeg er vokset op i Ribe, min far er vokset op i Beirut. Det er to ret forskellige steder, men det har aldrig afholdt min far fra at leve og handle, som om han stadig befandt sig i Libanon. Det er indiskutabelt, at det libanesiske køkken er mere velsmagende end det danske. Alligevel syntes jeg, at det var pinligt at have klassekammerater på besøg, når der hang krydderier i luften og mærkeligtudseende mad med sjove navne blev sat på bordet.

Det gjorde ikke livet nemmere, at min far var den missionerende type, når det kom til mellemøstlig mad. Sammen med sin egyptiske ven satte han en bod op til Tulipanfesten – Ribes årlige byfest og tivoli, der afholdes på den del af marsken, vi kalder Hovedengen. Her solgte de, you guessed it, falafel.

Falaflen der ikke var en falafel

For nogle år tilbage rejste jeg sammen med en ven rundt i Iran. Vi gjorde holdt ved en falafelbod, der heldigvis også serverede andet end det. Jeg fik en samosa og endte ikke længe efter med at få mit livs grummeste madforgiftning, der lænkede mig til sengen i mere end en uge. Det, er jeg selv overbevist om, skyldtes falaflens negative indvirkning på stedets fritureolie. Så i dag fortæller jeg folk, at jeg ikke bryder mig om falafel, fordi jeg engang fik madforgiftning af at spise det, selvom jeg slet ikke spiste nogen falafel der. Teknisk set er det vistnok en løgn.

Jeg er klar over, at jeg står noget alene i min holdning til falaflen. Det får jeg tydeligt fortalt af chokket og forargelsen i folks øjne, når jeg bekender kulør over for spisen. Aldrig har de dog på Guds grønne jord mødt en araber, der ikke bryder sig om falafel! Og måske har de ret. Jeg har endnu til gode at møde et andet menneske, der ikke bryder sig om dem. Eller også tør ingen at indrømme det af frygt for at blive mødt af en vred falafelpøbel med fakler og høtyve?

Teksten her har jeg skrevet fra en lejlighed i Haifa, Israel, hvor jeg er omringet af ikke mindre end 10 falafelsteder inden for en radius på 500 meter. Falafel er israelernes nationalret, det står de fast på, selvom palæstinenserne og de andre arabiske nabolande hævder, at det altså er dem, der har opfundet den.

Det er ikke ligefrem, fordi der er mangel på konflikt og stridsspørgsmål hernede. Derfor synes det for mig fjollet at slås om noget, der hverken smager eller ser specielt godt ud (indrømmet, duften er ikke dårlig). Men måske er det mig, den er gal med. Det er ikke lang tid siden, jeg fandt ud af, at jeg har det fint med selleri. Og det var først langt oppe i teenageårene, at jeg begyndte at drikke cola, som jeg ellers havde troet, jeg ikke kunne lide.

Måske kan falaflen, denne lille friturestegte kikærtebolle, alligevel noget?

Tager jeg fejl?

Jeg hopper i skoene og bevæger mig ud. Drejer mod venstre. Mine skridt langs ruten på 200 meter fra lejligheden til falafelboden er tunge og ambivalente. Med undtagelse af enkelte bidder er dette første gang, jeg spiser falafel, siden jeg for mere end ti år siden blev forgiftet af den falafel, der ikke var en falafel.

“Shalom, min ven! Hvad skulle det være?”
“Jeg tror, at jeg skal have en pita med falafel.”
“Skal du have pomfritter med? De er hjemmelavede.”
“Det må jeg nok hellere.”

Mens jeg venter på maden, kommer et par i 60’erne forbi for at bestille det samme. Det er 30 grader varmt, men jeg lader til at være den eneste i byen, der har shorts på. Da jeg fortæller dem, at jeg er fra Danmark, er det tydeligt, at de ikke aner, hvad Danmark er, eller hvor det ligger. De spørger, hvad danskernes pendant til en hurtig falafel er. Jeg svarer, at det nok må være en hotdog og drømmer straks mig selv hen til en pølsevogn.

“Hvor mange saucer skal du have i?”
“Åhh, øhh. Dem alle. Tror jeg.”
“Jeg har givet dig ekstra pomfritter, og så pakker jeg lige saucerne i små beholdere, hvis du vil have mere. Jeg håber, du nyder din tid i Israel!”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Mad og Gastronomi