I modebranchen er der samarbejder, som er
strategiske. Andre er spontane. Og så er der dem, der organisk har bygget sig
op gennem årene og med største selvfølgelighed altid bare vil være der.
Sådan et samarbejde er det, der nu genoptages
mellem Casper Christensen og Henrik Ørgreen. Et samarbejde om et (med deres
egne ord) skræddersyet brillestel, som markerer et personligt og professionelt
gensyn, der har været mere end 25 år undervejs.
Casper Christensen og brillemanden Henrik
Ørgreen går nemlig helt tilbage til begyndelsen af 90’erne – før sidstnævntes
brillefirma overhovedet var grundlagt, og han ’bare’ solgte udenlandske brands
fra sin butik.
Casper Christensen var dengang repræsentant for flere af de
amerikanske solbrillemærker, som Henrik Ørgreen havde i sin portefølje, og da
Ørgreen Optics-brandet senere kom til, var komikeren – der var ved at få godt
gang i tv-karrieren – blandt de allerførste til at bære deres egendesignede stel
offentligt.
“Dengang var vi bare nogle street-drenge, der
ville skabe et nyt designbrand fra Danmark. Casper var allerede i gang med at
forme sin egen persona, og vi forbandt os med det samme. Det føltes som om, vi
var i samme livsfase – med samme drive for at skabe noget nyt,” skriver Henrik
Ørgreen i en pressemeddelelse.
Sammen har de sat sig for at designe et stel,
der afspejler Casper Christensens personlighed, og som samtidig holder fast i
Ørgreens karakteristiske design-DNA. Og ifølge Henrik Ørgreen selv er
resultatet mere end et produkt.
”Det er en historie om venskab, fælles
begyndelser og gensidig beundring – nu formet til noget håndgribeligt. Dette
stel er en afspejling af os begge. Det er seriøst og sjovt. Det er modigt, men
til at have på. Og det bærer ånden af to kreative veje, der krydsede tidligt og
nu mødes igen – med al den erfaring, årene har givet.”
Ørgreen X Casper Christensen-stellet vil være
tilgængeligt i Ørgreen Optics-butikken på Store Regnegade 1 fra den 27. juni
samt online fra samme dato.
Jeg er opdraget sådan, at hvad der er sparet, er tjent. Husk at gå efter de gule mærkater i supermarkedet. Økonomi er by far det, vi skændes mest om derhjemme. Og det burde man jo sige, var fuldstændig åndssvagt.