Daniel Dencik har lavet to nye cykelfilm: “De giver et ret unikt indblik”
Foto: Haslund Dencik Entertainment Matti Breschel.

Daniel Dencik har lavet to nye cykelfilm: “De giver et ret unikt indblik”

Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik har før både skrevet og lavet film om cykelsporten. Nu er han snart aktuel med to helt nye af slagsen.

Det kan roligt konstateres, at filminstruktør og forfatter Daniel Dencik er fascineret af cykelsporten.

Flere gange i Denciks kunstneriske virke har cykelsporten været omdrejningspunktet, sådan som i ‘Moon rider’, en dokumentar om cykelrytteren Rasmus Quaade, eller som i ‘Sportshjerte’, Denciks essayistiske bog om, ja, cykling, eller som da han sidste sommer, fra sit hus i Sierra Nevada, skrev dagbog til Euroman om sportens mægtigste løb, Tour de France.

Nu kan to dokumentarfilm snart tilføjes til kataloget; ‘Forsvindingsnummeret’ om Matti Breschel og ‘Kaptajnens skygge’ om Christopher Juul Jensen. De vil blive vist på henholdsvis første og anden hviledag i dette års Tour de France (16. juli og 22. juli kl. 17.25) på TV2 (og vil desuden kunne ses på TV2 Play).

Daniel Dencik står bag dem begge. Vi har talt med ham om filmene, om det særlige ved cykelsporten, og om hvad han selv ser frem til ved dette års Tour de France.

stillDanielMatti.jpg
Daniel Dencik (t.v.) i samtale med Matti Breschel.

Har du fanget det, du gerne ville med de her film?

”Det synes jeg. De giver et ret unikt indblik, fordi vi har haft mikrofoner på rytterne under løb og træning. Hver gang, du har lyd af en sportsmand, er det i form af et interview eller lyden af for eksempel en serv. Her drejer det sig om normalvis uhørte scener, som seeren kan lytte med på. Som når Matti Breschel i dokumentaren bliver sindssygt frustreret under sin træning.”

Det er nogle meget åbne og ærlige indblik?

”Det handler om, som med de fleste dokumentarfilm, at få adgang. At overbevise både hovedpersonen og holdet bag om, at det ikke er noget, der vil skade dem.”

Er det noget særligt for cykelsporten, at du har fået lov til den adgang, du har?

”Det tror jeg, ja. Det er jo på mange måder cykelsportens vilkår, at det foregår på åbne gader.”

Er det også en del af cykelsportens tiltrækningskraft for dig?

”Måske – i hvert fald at det er udendørs. Det foregår på en meget solidarisk måde; hvis det regner, så regner det på os alle sammen. Den geografiske dimension, at man kører fra ét sted til et andet og lægger noget bag sig, kan jeg godt lide.”

Hvilke elementer, som kommer frem i dokumentaren, er du gladest for?

”I filmen om Matti (Breschel, red.), ’Forsvindingsnummeret’, er han et meget interessant sted i sit liv, og han lader os få indblik i det. Han står et sted, hvor han kan gå flere veje, men som kræver en beslutning. Det er fedt, at man på den måde kan mærke et menneske stå ved en skillevej i sit liv.

Han er bare meget jazzet, og filmen ligeså. Filmen smelter meget sammen med Matti selv. Grænserne ophæves, og det bliver til et meget subjektivt portræt, fordi filmen er Matti.”

stillChristopher.jpg
Christopher Juul Jensen.

Og hvad med dokumentaren med Christopher Juul Jensen?

”Det er sjældent, at en hjælperytter på den måde blive løftet frem og ophøjet til noget større. Det er helt unikt at have en så god cykelrytter, som samtidig er så tænkende og skrivende, som han er. Han har jo nærmest en kunstnerisk åre løbende i sig.

Christopher italesætter også nogle af fordommene om hjælperyttere, at man er magelig, eller ikke har kunnet drive det til mere. Han er selv med til at ophøje det, og sætter nogle ord på, hvad det vil sige at være butler, og hvordan man tænker i den rolle. Hans digte, som han godt nok selv bare kalder tanker, men som i mine øjne har nogle poetiske kvaliteter, går godt i spænd med filmmediet.”

Dokumentarerne bliver sendt på henholdsvis første og anden hviledag i dette års Tour de France. Hvad tænker du selv om Touren i år?

”Det er først og fremmest dejligt med et løb, hvor der ikke er nogen klare favoritter. Og så synes jeg, at det bliver rigtigt spændende at følge, hvordan det gamle Sky-hold, Team Ineos, kommer til at håndtere endnu én situation, hvor hjælperytteren potentielt viser sig at være stærkere end holdets kaptajn. Det er jo trods alt et britisk hold, og kommer de så til at lade det ske så smooth, som de gjorde det med Chris Froome, der tog over for Bradley Wiggins, og Geraint Thomas, der siden tog over for Froome? Sker det samme med Egan Bernal og Thomas? Det bliver spændende at følge.

Personligt så synes jeg også, at det bliver spændende at følge Christopher, hvis opgave dog er mere anonym. Men han har siddet godt med fremme indtil videre og ser rigtig skarp ud. Det bliver interessant at se, hvor længe han kan sidde med.”

Se teasers for de to dokumentarfilm herunder

Se, hvad vi ellers skriver om: Tour de France, Cykling, Film, Dokumentar og Interview