Den canadiske instruktør Denis Vileneuve har kun lavet gode film, siden han brød gennem med ’Nawals Hemmlighed’ i 2010. Derfor må der også siges at være ekstra høje forventninger til hans filmatisering af Frank Heberts sci-fi-klassiker ’Dune’, der netop har fået sin første trailer. Og lad os være ærlige: Traileren skruer kun forventningerne yderligere op.

Filmen følger det unge stjerneskud Timothée Chalamet i hovedrollen som Paul Atreides, som får til opgave at vogte over planeten Arrakis, der er ejet af sin rige familie med faren (Oscar Isaac) i front. Planeten kommer dog under angreb fra familiens ærkefjende Baron Harkonnen (Stellan Skarsgård), som er på jagt efter stoffet Melange, der blandt andet kan forlænge livet for et menneske og give det øgede kognitive evner.

Timothée Chalamet, Oscar Isaac og Stellan Skarsgård er ikke de eneste stjerner, der pryder plakaten. Skuespillere som Zendaya, Josh Brolin, Javier Bardem, Jason Momoa, Dave Bautista og Rebecca Ferguson har nemlig også forskellige roller i den længe ventede film.

’Dune’ får efter planen dansk premiere d. 17. december.