Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Torben Jensen
Foto: Bent Midstrup Torben Jensen med sin datter Anja.

Mine møder med Danmarks Jack Nicholson

Skuespilleren Torben Jensen var kendt for sine skurkeroller i ’Guldregn’, ’Een gang strømer’, ’Flamberede hjerter’ og ’Taxa’. Han var frygtet og respekteret af sine kolleger. I dag døde han 74 år gammel. Journalist Jonas Langvad Nilsson lærte det kompromisløse menneske at kende under arbejdet på en portrætbog – og fik smagsprøver på hans særprægede humor.

Første gang jeg så Torben Jensen, fik jeg myrekryb. Det var en aften i 1986, og der var ’Guldregn’ på skærmen: Fire børn har fundet udbyttet af et postrøveri gravet ned i en kagedåse i skoven. Snart har børnene de to postrøvere i hælene, den ene spillet af Torben Jensen med grøn solskærm og svedperler på overlæben. Lørdag efter lørdag fulgte jeg krimiserien med frydefuld gru. På et tidspunkt kidnapper Torben Jensen lille Karen, tager hendes briller og afhører hende på forsædet af sin bil: ’Hvis jeg nu siger kagedåse, hvad siger du så?’

I denne scene ligger Torben Jensens farlighed i den venlige, nasale stemme og det kontrollerede smil med raseriet ulmende under overfladen. Selv huskede den altid selvkritiske Torben Jensen optagelserne til ’Guldregn’ som nogle af de bedste og hyggeligste i sin karriere. I pauserne pjattede han med instruktøren Søren Kragh-Jacobsen, dækkede bord til frokost og agerede hyggeonkel for børneskuespillerne.

Senere så jeg Torben Jensen i ’Een gang strømer’, ’Flamberede hjerter’ og ’Taxa’. Hver gang spillede han sig helt ud til kanten som rendyrket skiderik uden formildende træk. I ’Flamberede hjerter’ er han den kvindeglade og selvhøjtidelige læge Dr. Løwe, som hævner sig på Kirsten Lehfeldt i en historisk ubehagelig voldtægtsscene som hævn for en mislykket middag, hvor Løwe havde set frem til at imponere en af sine internationalt anerkendte lægekolleger.

Hans kæreste, spillet af Lehfeldt, er rasende, fordi Løwe ser en anden. Som hævn serverer hun en af dansk filmhistories mest berømte og mislykkede middage: Opretstående pølser i et hav af spaghetti. Rasende og ydmyget forgriber Løwe sig på Lehfeldt, da hans kollega er gået. Overfaldsscenen var gennemført ubehagelig at overvære.

Det kræver mod at spille et rendyrket svin på tv og teater af den grund, at skuespillere ofte forveksles med de roller, de spiller. Efter ’Flamberede hjerter’ blev Torben Jensen mødt af tilråb på gaden. Kvinder råbte ’møgdyr’ efter ham, fortalte han mange år efter, da jeg mødte ham i forbindelse med arbejdet på en bog om hans liv og karriere.

I alle årene havde jeg spekuleret over, hvorfor Torben Jensen i den grad havde krammet på alle de skurkagtige filmfigurer. Selv var han privat og hemmelighedsfuld og stillede stort set aldrig op til interview. Det var med en vis nervøsitet, at jeg ringede til ham en dag i 2002 som 28-årig journaliststuderende og præsenterede ham for ideen om at skrive et portræt. ”Hallo,” lød det i den anden ende af telefonen med den der stemme, som var Torben Jensens varemærke.

Det blev starten på et længerevarende arbejdsvenskab, hvor jeg kom tæt på et kompliceret menneske og en kompromisløs kunstner for hvem, skuespillet aldrig måtte være en leg: Det skulle koste noget at spille en rolle. Det skulle mærkes helt ind i knoglerne. Både skuespillerens og publikums. Ellers kunne det være lige meget. Mødte Torben Jensen amatørisme og slendrian på en teaterscene, blev han utålmodig og rasende. Af samme grund var han frygtet af især yngre skuespillere, som aldrig vidste, hvad de gik ind til i en rolle over for Torben Jensen, der var kendt for en til tider grænseoverskridende humor.

Hans datter Anja fortalte mig, at det kunne være lidt af en prøvelse, når hun som teenager kom hjem med en kæreste, som skulle hilse på hendes far. ’Har du husket kondom?’ kunne Torben spørge den unge mand, som var på besøg. ”Jeg kan af samme årsag fortælle, at der ikke har været én af mine kærester, som jeg ikke har advaret på det skarpeste, hvis de skulle møde ham. Jeg led vel af en form for kastrationsangst på deres vegne. I sine velmagtsdage kunne min far tage modet fra enhver ung mand, tror jeg.”

taxa.jpg
Torben Jensen i en af hans mange skurkeroller. Her i DR-serien 'Taxa'. Foto: DR


Et andet af Torbens velkendte numre var at lægge sig i entréen smurt ind i ketchup og spille død. Den slags lærte hans familie og venner at leve med. ”Det var vældig underholdende, men måske lidt anstrengende i længden, at han altid skulle have så meget opmærksomhed,” fortalte Anja.

Selv fik jeg smagsprøver på Torben Jensens humor, når jeg besøgte ham i hjemmet på Østerbro i forbindelse med vores timelange samtaler til portrætbogen. En dag stod døren til lejligheden åben, men der var tilsyneladende ikke nogen hjemme. Belært af erfaring vidste jeg, at han gemte sig i lejligheden og havde tænkt sig at springe frem og forskrække mig, når jeg gik inden for. Jeg tog min mobiltelefon frem og ringede til hans hjemmenummer. Da hans telefon ringede, opgav han sin spøg, kom frem fra sit skjul på badeværelset og ilede hen mod telefonen, inden han opdagede, at denne gang var det mig, der tog fusen på ham. Jeg tror, det morede Torben Jensen at prøve sin sorte humor af på mig. Da han opdagede, at jeg ikke lod mig skræmme væk, slappede han af.

Jeg lærte Torben Jensen at kende som en fin og poetisk mand, som hyggede sig bedst i lænestolen med en bog af H.C. Andersen. Til frokost fik han gerne smørrebrød eller endnu bedre: en anretning med stegt flæsk eller wienerschnitzel serveret på spiseværtshuset i Hellerup, hvor vi mødtes gentagne gange og fortsatte interviewene. Også her fik personalet smagsprøver på Torben Jensens ramsaltede kommentarer, som de fleste tog med et skuldertræk. Andre holdt sig på afstand, fordi sortsynet var for meget at kapere.

I vores samtaler søgte Torben Jensen gang på gang tilbage til sin opvækst i gaden Åbenrå i det centrale København, hvor han voksede op i fattigdom med sine søskende og en alkoholiseret far. Som dreng var Torben (f. 1944) eventyrlysten og uregerlig og blev sendt på børnehjemmet Emdrupgård, hvor man praktiserede hårdhændede opdragelsesmetoder. De mange tæsk sad dybt i Torben Jensen, selv som voksen. Det samme gjorde tabet af hans tvillingebror Hans, som også havde talent for at stå på en scene, men aldrig formåede at gøre en karriere ud af det.

Som nyuddannet skuespiller debuterede Torben Jensen i ’Nøddebo Præstegaard’ i 1968, og rollearbejdet fortsatte på alle landets store teaterscener. Glansrollen var som den frygtede og forhadte bøssehadende advokat Roy Cohn i ’Engle i Amerika’ på Det Kgl. Teater i 1995. Rollen var Torben Jensens ledeste. ’Pragtfulde hadscener’, skrev anmelderne. Den daværende teaterchef Michael Christiansen beskrev Torben Jensen som fuldstændig fremragende som Roy Cohn: ”Det er den eneste gang, jeg har set publikum stille sig op på vores plysstole og klappe, da stykket var færdigt.”

Rollen som Roy Cohn skulle blive Torben Jensens sidste store som kongelig skuespiller: I en af stykkets afgørende scener lå han i hospitalssengen som den døende Roy Cohn, syg af AIDS, og gjorde sig klar til sin monolog, da det utænkelige skete: I samme øjeblik han skulle åbne munden, faldt scenetæppet ned med et brag. Helt bogstaveligt. Chokeret gennemførte Torben Jensen forestillingen, men de følgende dage fik han det skidt. Jeg tror, at det var mange års angst, vrede skyhøje ambitioner og en usund levevis, der udløste blodproppen og forstærkede sceneskrækken, der satte et punktum for Torben Jensens karriere som teaterskuespiller.

Men han var ikke færdig med film- og tv-rollerne. Han dukkede op i tv-serien ’Taxa’ som City-Bilens udspekulerede direktør, som med ufine metoder forsøger at overtage konkurrenterne fra Krone-Taxa. Også her viste Torben Jensen, at han havde krammet på rollen som ubehagelig stodder. ’Det er synd for Verner,’ siger han med falsk medfølelse om Krone-Taxas svækkede direktør, spillet af John Hahn-Petersen.

De mange skurkeroller blev Torben Jensens varemærke, men måske begrænsede de ham også. Torben Jensen kunne spille det hele, men det var ham, instruktørerne ringede til, når de skulle have et dumt svin.

Torben Jensens datter Anja fortalte mig, at alt i hendes fars liv kunne spores tilbage til opholdet på opdragelseshjemmet Emdrupgård, hvor han fik tæsk og blev ydmyget som dreng: ”Han har fortalt mig, at han en af de første aftener stod på badeværelset og så sig selv i spejlet og lovede sig selv, at han aldrig nogensinde ville stole på et voksent menneske igen. Det løfte har han holdt. Han har absolut ikke gjort det let for andre at elske ham. Det føler han ikke, han er værd. Men han har en kerne i sig, som er sund, glad og sjov. Måske er det den, der gør, at han er blandt os i dag. Han kan se det sjove i selv det mest groteske.”

Torben Jensen blev 74 år.

Jonas Langvad Nilssons portrætbog ’Skurk’ udkom i 2005.

torben-bog.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Serier og Portræt