Selvom Ted Bundy har været død i godt 30 år, bliver han stadig husket for sine gruopvækkende forbrydelser mod unge kvinder, som han tiltrak med sin charme – blot for at voldtage og dræbe dem.
 
Med Netflix’ dokumentarserie ’Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ er diskussionen om den koldblodige seriemorder – og hvordan vi forholder os til ham – imidlertid blusset op igen.

For selvom han giver seerne myrekryb og mareridt om natten, har mange kvinder nemlig taget til Twitter for at bekende deres affektion for Ted Bundy, hans charme og ikke mindst bemærkelsesværdigt flotte udseende.

De mere eller mindre direkte hyldester til seriemorderen har nu fået Netflix til tasterne for at minde os alle om, at Ted Bundy – lækker eller ej – var en dømt seriemorder.

Uanset hvad, så er romantiske drømmerier om den notoriske morder alligevel meningsløse, siden Ted Bundy blev henrettet tilbage i 1989 i den elektriske stol. Heldigvis er der, som Netflix også påpeger, masser af mænd derude, hvoraf langt de fleste ikke er seriemordere, til alle de søgende kvinder.