"Hello, I’m Johnny Knoxville. Welcome to Jackass."

00'erne var et årti fyldt med dumt og plat tv. Og hvis der var nogen, der kickstartede den bølge, var det stuntkollektivet og drengerøvene fra 'Jackass'. De sparkede hinanden i skridtet, lavede maveplaskere i urin og fodrede sig selv til sultne hajer med en fiskekrog i kinden. Det var åndssvagt, men energien og de mange pranks ramte plet i den unge målgruppe, og 'Jackass' blev omgående en kæmpesucces på MTV. 

Det blev til tre sæsoner på MTV og senere tre spillefilm, den seneste 'Jackass 3D' fra 2010.

I 2019 blev det annonceret, at 00'ernes største drengerøve ville gøre comeback med en ny film. Efter flere udskydelser ser det ud til, at vi ikke skal vente så meget længere.

'Jackass Forever' er planlagt til at få premiere 4. februar i biografen, og man har netop udsendt en ny trailer. Verden har forandret sig, men udover Johnny Knoxvilles grå hår, virker han og Steve-O til at være lige så bims og vulgær som for 20 år siden. Ryan Dunn og Rip Taylor er døde, mens Bam Margera er fyret. Ellers er alt, som det plejer.

Se den hæsblæsende trailer og bliv en kende nostalgisk: