Som et vådt stykke sæbe mellem hænderne har den lumre R&B sanger R. Kelly altid formået at undvige en skyldigkendelse i retssager om pædofili og børneporno. Der har siden 1994 været en orkan af anklager om forskellige former for manipulation og seksuelle tilfælde med mindreårige omkring Ignition-sangeren, hvor han på mirakuløs vis altid har opholdt sig roligt i øjet.

Den nye dokumentarserie ”Surviving R. Kelly” tager fat i nogle af de gamle pædofilisager og interviewer ofrene for hans angivelige krænkelser, samtidig med, at en masse nye oplysninger ser dagens lys. Hans tour manager fortæller for første gang, at R. Kelly bad ham forfalske den i dag afdøde sanger Aaliyahs alder, så hun fremstod som 18-år gammel i stedet for hendes egentlige alder på 15 år. Da han havde fået det forfalskede bevis på, at hun var myndig, giftede han sig med hende. Brylluppet blev lynhurtigt annulleret.

I 2002 blev R. Kelly sigtet for at have filmet børneporno, hvor han blandt andet urinerer på en mindreårig pige. Det skete efter Chicago Sun-Times kom  i besiddelse af et sextape, hvor R. Kelly havde samleje med en 15-årig pige, som de videregav til politiet, samtidig med de publicerede en artikel om historien. I årene omkring bliver han endnu engang anholdt og sigtet for at have lavet børneporno, da politiet kom i besiddelse af et kamera, hvor han havde filmet sex med en mindreårig igen.

Den måske mest bizarre og uhyggelige sag om R. Kelly er, at flere unge kvinder simpelthen er forsvundet efter at have mødt ham. Et helt afsnit af serien er dedikeret til de forsvundne kvinder, der bliver fremstillet som hjernevaskede gidsler i en sexkult, som R. Kelly har drevet siden mindst 2015.

Familierne har i flere år måtte nøjes med meget få og kryptiske livstegn fra de forsvundne kvinder, som en underlig video offentliggjort på TMZ.

Alle mand i redningsbådene 

R. Kelly selv har afvist alle anklager, hvilket han manifesterede i det 19 minutter lange nummer ”I Admit It,” der handler om, at han er offer for en konspiration, men trods alt ikke er verdens bedste menneske. Time Magazine fik en advokat til at analysere sangen, og konklusionen var, at den bestemt ikke hjalp hans sag.

Hans ekskone, Andrea Kelly, som i Surviving R. Kelly siger, at hun fik tæsk af sangeren, lavede et remix af 'I Admit It', der blot hedder 'Admit It'. Her anklager Andrea Kelly ham for at lyve så stærkt som en hest kan rende.

Samtidig er en bølge af kvinder gået til kamp mod R. Kelly under hashtagget #MuteRKelly, hvor de blandt andet demonstrerer foran alle hans koncerter og hans studie i Chicago. R. Kelly blev i maj 2018 fanget på skjult kamera, hvor han gjorde grin med #MuteRKelly og sagde, at det er for sent at stoppe ham.

2018 var også året, hvor flere af R. Kellys ansatte sprang over bord, og han måtte sunde, at han stod alene i skuden uden hverken advokat, assistent eller publicist. Hans tidligere advokat har dog afvist, at det handlede om R. Kelly, men blot var uheldig timing.

Politiet tager handling

De seneste år har ledt op til et potentielt jordskælv, der kan slå revner under R. Kellys karriere. Både dokumentarserien og den intensive mediedækning af sagerne fra blandt andet BuzzFeed, satte en eksplosion af begivenheder i gang, og R. Kelly bliver nu efterforsket af politiet i Georgia, der har kontaktet flere medvirkende i Surviving R. Kelly. Derudover har statsadvokaten i R. Kellys hjemstat Illionois bedt vidner og ofre henvende sig til politiet.

Stjerner som John Legend, Lady Gaga og Chance the Rapper har været ude og undskylde til ofrene, samtidig med, at de har udtrykt stor fortrydelse over deres tidligere samarbejde med I Believe I Can Fly-stjernen. Chance the Rapper har helt konkret undskyldt til sorte kvinder, fordi sagen ifølge ham ikke kun er udtryk for et sygt menneske, men en syg kultur, hvor mænd er blinde for sorte kvinders mistrivsel.

R. Kelly er ved at transformere sig selv til en sand paria, som ingen vil røre ved, men har også en usammenlignelig evne til at sno sig uden om alle anklager. Og hvis alle anklagerne er usande, har han en magnetisk evne til at tiltrække problemer, der simpelthen virker urealistisk stor.

Surviving R. Kelly er endnu ikke udkommet i Danmark, men du kan se traileren her.