scroll-down

Jonas optog 'Snehaderen' fra sit vindue og har mødt ham igen i Fakta: "Han er stadig pissesur"

Jonas Senhadji blev vækket en decembernat i 2010 af en højtråbende og dinglende mand på sin gade, der ikke var spor tilfreds med al den sne, der lå og flød. Han begyndte at filme manden og endte med en viral video, som han kaldte for 'Snehaderen'. Det er dog ikke kun snevejr, der kan gøre snehaderen rasende, fortæller Senhadji.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Screendump og privat
Kultur Euroman

"Røøøv... Lort! Pik! Saaataaans."

En aggressiv snehader trækker en cykel gennem snemasserne på Nygårdsvej på Østerbro i København midt om natten i julen 2010 og fyrer et rant af sted på fem minutter mod vejrguderne, der senere går hen og skaber dansk YouTube-historie.

For manden, der som den eneste har forvidlet sig ud i snevejret og går mutters alene, er slet ikke klar over, at han bliver filmet fra et lejlighedsvindue længere oppe ad gaden. 

Her står Jonas Senhadji med sit digitalkamera og får det hele med; det kulminerer med et fald i nærmest slowmotion. Næsten for godt til at være sandt, sikke et lykketræf.

"I den lede... Forbandede lorterøv," svovler vores snehader, mens han ligger nede på det sneklædte fortorv og kæmper med at komme op på benene igen.

'Snehaderen' er en del af den første generation af danske virale videoer på YouTube. Det originale klip har fået knap 900.000 visninger og overgår dermed bl.a. de fynske darlings fra 'Ham der ude på den bååd der' i popularitet. Det vidner om kvalitet. Han bandede sig direkte ind i vores hjerter.

Euroman er i øjeblikket i gang med at gennemtrave guldarkivet med virale videoer fra den tid og opsøge de mennesker, som blev internetfænomener for en hel generation. Hvad skete der egentlig, og hvem er de?

Første case var 'Skagen smackdown' fra 2007, hvor Jens Laursen og hans ven Jesper en våd morgen i Skagen blev pandet ned af en hidsig og piftende nordjyde med striber i håret.

I 'Snehaderen' er det derimod snevejret, der tackler og slår vores hovedperson omkuld. Nok hjulpet på vej af en høj alkoholpromille.

Manden bag optagelsen kan nu berette her 10 år efter, at vores snehader stadigvæk er pissesur, selv efter solen forlængst har tøet sneen op. Han har nemlig mødt ham to gange siden.

Før Jonas Senhadji fortæller mere om de to nye møder med snehaderen og tager os tilbage til den skæbnesvanger nat, så lad os se eller gense videoen:

Se, hvad vi ellers skriver om: YouTube, Internettet, Video og Interview