Pamela Adlons ’Better Things’ er noget af det mest sublime, der er skabt i de senere år i filmverdenen. Efter et par sæsoner, troede de fleste, at Louis C.K.’s seksuelle eskapader skulle lukke serien, men det forholdt sig fuldstændig anderledes.

For fortællingen om Sam (Pamela Adlon) og hendes tre døtre løftede sig tværtimod til nye højder i tredje sæson, da Adlon fik hele ansvaret. Nu spiller, skriver og instruerer den 53-årige amerikaner selv sin ’Better Things’, som er baseret på hendes eget liv. Serien er en konstant balancegang imellem en både stillestående og galopperende karriere, mens de tre døtre i sig selv er en fuldtidsbeskæftigelse for en alenemor.

Adlons talent ligger i at skifte tempo. En scene kan være kæk og ligefrem, for så pludselig at trække ud og blive rørende.

Det er traileren til fjerde sæson, som netop har haft premiere på HBO Nordic, et mønstereksempel på. Her kan man nemlig tale om alt fra datingprofiler til voksentisseri i bleer og ikke mindst vise sin danske ”Bevar Christiania”-hoodie frem:

Adlon har i de senere år bevist, at de kreative indfald kan sparke igennem hvornår som helst i livet. Efter en lang karriere med større biroller har hun med ’Better Things’ været frontsurfer på den bølge, der er skyllet ind over filmverdenen. For i den senere tid er der nemlig blevet taget flere chancer med kvindelige, morsomme serieskabere. Dette har tydeliggjort, at det kvindelige blik fordrer mindre pruttehumor og en større tilstedeværelse i seriernes univers.

Her tre andre geniale kvinder, der har skabt serie-perler i den senere tid.

Christy Hall

Halls første serie nogensinde er kreeret i samarbejde med Jonathan Entwistle. Briten er en god mand at slå pjalterne sammen med, hvis man gerne vil skabe alternative fortællinger. Det var nemlig Entwistle, der stod bag den brillante ’The End of the F***ing World’ fra 2017 til 2019.

Men med den nye Netflix-serie ’I Am Not Okay with This’ tilføres der nu alligevel en mere følsom kant til fortællingen. Christy Hall forstår helt tydeligt hovedperson Sydney på et dybere plan, hvilket betyder, at den nye Netflix-serie er mindre underspillet sjov end ’The End of the F***ing World’, men til gengæld er den et skarpt og sommetider rørende portræt af at være en utilpasset teenager – der viser sig at have overnaturlige evner.

Phoebe Waller-Bridge

Succesen lader bare til at fortsætte og fortsætte for Waller-Bridge i de her år. Efter ’Crashing’ (Netflix) og ’Fleabag’ (Amazon Prime) trådte hun ud på nyt territorium med ’Killing Eve’, der formår at tilføre et ellers benhårdt maskulint univers en underfundig ømhed og nærhed. At Waller-Bridge nu for en stund har forladt serieland og skrevet den kommende James Bond-film ’No Time to Die’ vidner blot om et talent, der formår at kombinere det intime og fandenivoldske med action og fart.

Issa Rae


Det er nærmest umuligt at overvurdere Issa Rae og hendes betydning i Hollywood. Med ’Insecure’ har hun bevist, at hun om nogen er den stemme, der kan tale om race, usikkerhed og manglende selvtillid i USA i dag. Rae lagde sin egen lille serie ’The Misadventures of Awkward Black Girl’ ud på Youtube tilbage i 2011, men i dag er tiden en anden.

’Insecure’ har lagt serieverdenen for hendes fødder, og Issa Rae spiller da også selv hovedrollen her. Sammen med Pamela Adlon er hun i dag det mest tydelige eksempel på, at det er kvinder med skæve indgange til virkeligheden, der skaber nogle af de bedste serier. Derfor kan man da også kun glæde sig til, at fjerde sæson af ’Insecure’ får premiere til april på HBO Nordic.