Vi har allerede fået flere smagsprøver, men i dag er den endelige trailer til ‘Solo: A Star Wars Story’ fløjet ind. Det sker her kun seks uger, før filmen om en ung Han Solo kan ses i biograferne.

Traileren indeholder flere kække replikker og giver et fint indtryk af, hvad vi kan forvente fra Alden Ehrenreich, der spiller den yngre udgave af Harrison Fords elskede karakter.

“You look great,” udbryder en overrasket Han Solo eksempelvis, da han opdager, at Chewbacca er imponerende 190 år gammel.

‘Solo: A Star Wars Story’ er den anden film i rækken af Star Wars-spin-offs efter ‘Rogue One: A Star Wars Story’ fra 2016. Filmen har været længe undervejs, fordi Ron Howard måtte tage over for de fyrede instruktører Phil Lord og Christopher Miller.

På rollelisten finder man blandt andre Emilia Clarke, der er kendt som drage-moderen Khaleesi i successerien ‘Game Of Thrones', og Donald Glover, der også laver musik under kunstnernavnet Childish Gambino.

Biografpremieren er 25. maj.