Igennem tiden har man brugt udtrykket ’seksuelle afvigere’ om folk, hvis seksualitet ikke stemte overens med den aktuelle samfundsnorm. Men der er ikke tale om en biologisk defineret afvigelse, forklarer Christian Graugaard, for der findes ganske enkelt ingen naturgiven ’facitliste’ for seksuelle lyster.

I oldtidens Grækenland var det ikke unormalt for højtstående mænd at have forhold til unge drenge, og derfor så man det ikke som en seksuel afvigelse. Det samme gælder i Japan i dag, hvor det ikke betragtes som sygeligt at se på mangategninger af præpubertære børn i vilde seksuelle scenarier, som i Danmark opfattes som grænsende til pædofili.

”Der findes ingen lyster, der er objektivt forkerte. Der kan være gode praktiske eller moralske grunde til de regler, vi sætter op, men de er ikke ’naturlige’. Et eksempel kunne være sex med dyr, som først for fire år siden blev gjort ulovligt. Der er altid tale om en moralsk, politisk og ideologisk vurdering. Altid. Vi kan sagtens blive enige om nogle mindstestandarder, hvor vi aftaler, at man ikke må krænke hinanden eller røre ved børn, dyr og døde mennesker. Men det er dybest set bare noget, vi finder på,” siger han.

Faktisk bruger man sjældent udtrykket afvigelse i dagens fagsprog, fordi grænserne for, hvornår en seksuel lyst er sygelig, er blevet mere flydende. I stedet tales om parafilier eller parafile forstyrrelser, som dækker over en skadelig og fastlåst seksuel drift forbundet med bestemte objekter eller situationer.

Hvis man tænder på sko, er man muligvis parafil, men det gør ikke én sygelig. I hvert fald ikke længere. Det er først på det tidspunkt, ens tilbøjeligheder volder problemer for én selv eller omverdenen, at det bliver til en parafil forstyrrelse:

”Man skelner ikke længere mellem normalt og afvigende i sexologien. Den skelnen, der giver mening i dag, er samtykke versus tvang og måske også mellem det destruktive versus det ikke-destruktive. Et hårdt SM-spil, hvor en udefrakommende beskuer kan tænke: ’Hold da op en voldsudøvelse,’ er ikke længere sygt, fordi det oftest er et hårfint etisk spil mellem to indforståede personer. Men hvis den hårdtslående leg kammer over, og SM-masteren ikke kan læse signalerne eller overskrider egne eller andres grænser, bliver det en parafil forstyrrelse.”

I Danmark var homoseksualitet i mange år kategoriseret som en seksuel afvigelse, en sygelig tilstand, der skulle helbredes med midler som hypnose, kastration, eksorcisme og elektrochok. Selv om det i 1930 blev afkriminaliseret, risikerede homoseksuelle alligevel at blive indlagt, hvis de kom ”på kollisionskurs med samfundsmoralen,” forklarer Christian Graugaard:

”Dengang sagde man, at det var folk, som led i sjælen, og det var det sikkert også. Men de led jo ikke i sjælen, fordi de var homoseksuelle. De led i sjælen, fordi de levede i et homofobisk samfund. Det er humlen.”

En af årsagerne til, at seksualiteten til alle tider har været nøje reguleret, er, ifølge Graugaard, at den bogstaveligt talt er med til at bygge samfund og danne en fælles identitet. Den nemmeste måde at skabe sammenhængskraft i en gruppe er ved at udgrænse nogle andre. For at et samfund skal hænge sammen, skal der være en helt fundamental forståelse af, hvad der er sygt og sundt, rigtigt og forkert, afvigende og normalt.

Tænk bare på militæret, hvor det i lang tid har været kutyme for sergenter at udvise ekstrem hårdhed, hvilket ikke kun gøres for at disciplinere. Det gøres også for at sammentømre en gruppe, som nemmere samles om et had til autoriteten end glæden ved nybagt brød. Seksualiteten er i den sammenhæng perfekt til at skabe modsætningsforhold mellem os, der er normale, og de andre, der er underlige:

”Uanset hvad man foretager sig seksuelt, bliver der moraliseret og politiseret. Ved at regulere seksualiteten får man sat en effektiv ramme op for individ og samfundet. Derfor har der, i alle samfund vi kender, været idealer om den gode seksualitet versus den dårlige. Hele vores kategoriapparat, hvor vi fx definerer folk som homo-, hetero- eller biseksuelle, bygger på en historisk forestilling om, at de labels er naturlige. Men det er de ikke. Det ene er ikke mere naturligt end det andet. Og de fleste mennesker er under de rette omstændigheder i stand til at føle lyst ved det meste.”

Christian Graugaard taler ikke ud fra teori alene. I 2003 var han, som formand for Sex & Samfund, med til at udvikle computerspillet ’Sexstarz’ i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Spillet skulle oplyse landets 9. klasser om seksualitet og prævention, og sammen med spillet blev der udarbejdet et leksikon, der blandt andet havde korte definitioner af toiletsex og dyresex.

Da Indre Mission opdagede dette, antydede avisen Indre Mission Tidende, at Satan måtte have haft en finger med i spillet og kaldte indholdet i ’Sexstarz’ ”blottet for etik.”

De henvendte sig til landets daværende sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, og krævede spillet destrueret. Kort efter kunne Ekstra Bladet skrive, at ”Lars Løkke Rasmussen bøjede sig for Indre Mission.”

Selv udtalte han, at det ville være moraliserende at udvide grænserne for, hvad der var normalt:

”Jeg tror, at mange unge opfatter det (dyresex og toiletsex red.) som meget, meget aparte. Jeg er imod, at unge sidder intetanende med en helt normal form for seksualitet, som kun er på kanten til at folde sig ud, og at staten så med splitflag og kongekrone siger: ’Her skal du se, sådan noget sex kan man også dyrke.’ Men jeg blokerer ikke adgangen til saglig information,” udtalte Lars Løkke Rasmussen dengang til Kristeligt Dagblad.

Dette er ifølge Christian Graugaard et eksempel på, at staten går ind og moraliserer over seksualiteten. I udtalelsen om, at noget er aparte, ligger en holdning om, at noget andet ikke er aparte, og dermed udgrænser Lars Løkke Rasmussen en form for seksualitet, som ’de normale’ ikke bryder sig om.

”Hvis der blev produceret nogle pjecer om glæden ved urinsex, som blev uddelt i 9. klasse, havde jeg nok også syntes, at det var lidt pågående over for de unge nybegyndere. Men det var der jo ikke tale om. Der var tale om et leksikon, hvor der stod myriader af ting, også meget hyggelige ting om kærlighed, følelser og det at holde i hånd. Løkke fik det fremstillet, som om det var usædeligt propagandamateriale, hvilket det absolut ikke var,” siger professoren i sexologi ved Aalborg Universitet.

Selv om de 60.000 cd-rommer med ’Sexstarz’, der kostede måneders arbejde og 850.000 kroner, efterfølgende blev destrueret under opsyn af en embedsmand på Vestforbrænding i Aarhus, stoppede sagen ikke der. En 63-årig mand begyndte at kopiere cd-rommen ulovligt og omdelte det forbudte materiale, mens SF’s daværende sundhedsordfører, Kamal Qureshi, lagde det op på sin hjemmeside, hvorfra computerspillet efter tre dage var downloadet mere end 100.000 gange.

Sex er gået fra primært at være praktisk reproduktion til at være et nydelsesfænomen i det senmoderne samfund.

Christian Graugaard kalder det for ”en udvidelse af det erotiske mulighedsrum,” som skyldes, at vi er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved meget, der før i tiden var indiskutabelt. Det sker både, når det gælder køn, spisevaner og seksualitet, og man kan sige, at vi seksualhistorisk i grove træk er gået fra synd til sygeliggørelse til nydelse, når vi taler om det, der engang var afvigende.

Reelt er mere blevet tilladt.

Langt de fleste parafilier, som tidligere blev betragtet som forstyrrelser, anses i dag for at være en del af den menneskelige seksualitet, der ikke skal behandles, så længe det hverken skader én selv eller ens omgivelser.

Graugaard fortæller, at mulighederne for at udleve sine seksuelle fantasier generelt er blevet meget større. Som ung forestillede han sig, at vi nærmede os en paradisisk tilstand helt uden seksualmoral, hvor alt uskadeligt var tilladt. Siden har han indset, at der med udviklingen blot er blevet opstillet nye idealer for vores sexliv, som kan være lige så svære at overkomme:

”I dag kunne en barriere fx være vores præstationskultur, hvor vildere og vådere altid er bedre, og hvor folk med et rutinepræget sexliv er tabere. Den slags Carl-Mar Møller-isme er jeg meget skeptisk over for. Det hele er ganske vist vendt på hovedet, men det er stadig lige dumt. Det afvigende er blevet frækt og spændende, og det ikke-afvigende er blevet kedeligt. Hvis du ikke dyrker sex, er du syg, og hvis du er i et langt parforhold og dyrker sex hver anden onsdag i missionærstilling, er det lidt sørgeligt, at du ikke kan udvikle dig. Og burde du så egentlig ikke tage på et selvhjælpskursus?”

Når Christian Graugaard siger, at det afvigende er blevet frækt, så mener han ikke, at det er blevet normen at dyrke sex med fx biler, men nærmere at det vilde, nydelsesbaserede sexliv, som tidligere blev set som afvigende, i dag er blevet en mulighed for enhver.

”Du kan stort set tænde på lige, hvad det skal være, uden at du bliver sygeliggjort. Du kan dyrke sex med træer eller bygninger. Du kan dyrke den mest kinky form for dungeon-gruppesex med suspension, læderremme, vakuumtryk og blylodder. For 30-40 år siden ville sådan noget blive set som en afvigelse i den milde ende, og for 100 år siden havde det været indlæggelseskrævende. I dag ser vi det som en naturlig del af menneskets erotiske register. Det giver ikke længere mening, at folk, som udlever en nysgerrig og respektfuld seksualitet, bliver stemplet som syge i hovedet. Det vil de ikke finde sig i, og sundhedsvæsenet ville gå konkurs, hvis alle de her mennesker skulle på lykkepiller. Men dem, der render rundt i en dungeon og har det ad helvede til med det, de skal naturligvis kunne få hjælp.”