"Vi får nogle mænd af anden etnisk herkomst, som er markant bedre til at tale om følelser og sårbarhed, end min generation er" scroll-down

"Vi får nogle mænd af anden etnisk herkomst, som er markant bedre til at tale om følelser og sårbarhed, end min generation er"

Den næste generation af mænd med anden etnisk herkomst kommer til at være formet af nogle helt andre faderidealer end den nuværende generation, der både er genstand for solstrålehistorier og politiske smædekampagner. Det mener sociolog og forfatter Aydin Soei, der i sit forfatterskab har sat indvandrermandens rolle i samfundet under lup.

Af Magnus Kraft
Foto: Kasper Løftgaard
Mennesker Euroman
"Vi får nogle mænd af anden etnisk herkomst, som er markant bedre til at tale om følelser og sårbarhed, end min generation er"
sound

Lyt med Euroman

"Vi får nogle mænd af anden etnisk herkomst, som er markant bedre til at tale om følelser og sårbarhed, end min generation er"

Du kan få artiklen læst op her.

video
"Vi får nogle mænd af anden etnisk herkomst, som er markant bedre til at tale om følelser og sårbarhed, end min generation er"

"Vi får nogle mænd af anden etnisk herkomst, som er markant bedre til at tale om følelser og sårbarhed, end min generation er"

Du kan få artiklen læst op her.

arrow-down

DEN STØRSTE bevægelse i manderollen i de seneste årtier har handlet om faderskabet og opdragelsesidealer. Vi kan se, at den tid, nybagte fædre bruger på deres børn, er steget til det dobbelte på kun 20 år. Vi er i gang med en bevægelse hen imod et mere nærværende og omsorgsfuldt faderskab, hvor manden bevæger sig væk fra primært at blive set som familiens forsørger til, at han er en omsorgsforælder på lige fod med kvinder. Man skal ikke mere end to generationer tilbage, før mænd ikke engang var med under fødslen af deres børn.

Blandt etniske minoriteter er bevægelsen endnu større, fordi vores egne fædre er flygtet eller udvandret fra nogle af de lande i verden, hvor man har de mest autoritære opdragelsesidealer, til en skandinavisk velfærdsstat, hvor man har et af de mest eftergivende og anerkendende opdragelsesidealer i verden. I Danmark kan man overhøre samtaler i Elgiganten, hvor forældre spørger deres børn, hvilket fladskærms-tv de synes, man skal købe.

Som sociolog kan det undre mig, at vi ikke taler mere om den bevægelse i manderollen, for det har en kæmpe indflydelse på, hvilke små individer vi sætter ud i verden. Der får vi nogle mænd af anden etnisk herkomst, som er markant bedre til at tale om følelser og sårbarhed, også indbyrdes med hinanden, end min generation er.

Vi ser gang på gang, at når mænd kommer ud for store livsforandringer som skilsmisse eller fyringer, gennemgår de en kæmpemæssig nedtur, fordi de ikke er i stand til at give udtryk for, hvor ondt det gør. De snakker kun med deres kone eller kæreste om følelser, og når hun så skrider, står man alene tilbage.

Mænd kan finde på at slå sig selv eller andre ihjel, bare fordi de oplever et æres- og statustab. Hvad er det ved denne manderolle, der gør, at man skal virke usårlig? Den skal vi væk fra. Det er frigørende, hvis man kan give udtryk for tvivl og sorg.

DET ER FØRST de seneste 10 år, vi har fået en veluddannet, etnisk middelklasse. Da jeg startede på gymnasiet i Gladsaxe i slut-90’erne, var vi fem elever med indvandrerbaggrund pr. årgang på et gymnasium med 1.000 elever. Hvis du tager ud til de indvandrerrige forstæder i dag, så bugner det jo med etniske minoritetselever på gymnasierne, og det er en ny bevægelse.

De unge efterkommerkvinder er den gruppe, der har den største sociale mobilitet i samfundet. Den gruppe i samfundet, der har den laveste beskæftigelse, er indvandrerkvinder på plus 55 år, men hvis du tager deres døtre, så har de overhalet deres jævnaldrende, etnisk danske kvinder i forhold til andelen, der er startet på en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Det smitter af på beskæftigelsen hos den nye generation.

Det er ikke gået lige så hurtigt for drengene, men de seneste fire-fem år er de også begyndt at komme med, når vi snakker uddannelse, og jo højere uddannet folk er, jo mere tid bruger de sammen med deres børn, selvom de også arbejder mere. Uddannelse skaber en kultur i forhold til, hvordan og hvor meget du omgås dine børn, så når vi får flere uddannede efterkommere af indvandrere, får vi også en anden opdragelseskultur blandt den nye generation af danskere med anden etnisk herkomst.

JEG INTRODUCEREDE i 2011 begrebet ’modborgerskab’. Det dækker over følelsen af, at man ikke bliver set som anerkendelsesværdig og ligeværdig medborger. At man skal betale en række ekstra gebyrer i kampen for at skabe et godt liv for sig selv.

Spørgsmål om strukturel racisme og diskrimination fylder meget hos etniske minoriteter, fordi det er dem, der udsættes mest for det. Som etnisk minoritetsmand skal man sende 50 procent flere ansøgninger for at blive kaldt til jobsamtale. På erhvervsuddannelserne er det de etniske mænd, der i højest grad bliver fravalgt til praktikpladser. Det er også den gruppe, der hyppigst bliver afvist på diskoteker og natklubber. Hvis du som hvid mand stiller dig i kø foran Søpavillionen, så er der, medmindre du brækker dig foran dørmanden, ret stor chance for, at du kommer ind. Hvis du er en brun mand, så står du og kigger ned i jorden og venter bare på at blive afvist i døren. Da jeg var 18 år, blev jeg afvist på stort set alle diskoteker i Indre By. Hvis jeg møder op foran mange af de diskoteker i dag, bliver jeg stadig afvist. Der er ikke sket noget på den front.

Vi har alle sammen lært i folkeskolen, at gammeldags, biologisk racisme, hvor man placerer folk lavest i et værdihierarki på baggrund af deres hudfarve, er forbudt. Nu bliver det i stedet erstattet af religiøse og kulturelle argumenter om, at folk fra muslimske lande er primitive, og aldrig vil kunne forstå liberale værdier, fordi de kommer fra tilbagestående kulturer og religioner. Mange af de argumenter er 1:1 gammeldags, biologisk racisme, hvor du bare skifter hudfarve ud med islam.

Mette Frederiksen har været rigtig dygtig til at bekræfte modborgerskabsfortællingen blandt mange unge mænd med indvandrerbaggrund. Ét eksempel på det er den tryghedspakke, som hun introducerede ved Folketingets åbningstale, hvor hun stemplede unge mænd med indvandrerbaggrund som det største tryghedsproblem i Danmark. Det interessante ved tryghedspakken er, at man gør folk til et tryghedsproblem, ikke på baggrund af lovbrud, men alene fordi, de er til. Man vil give politiet mulighed for at lave opholdsforbud og tage deres ure og jakker fra dem, fordi de er såkaldt utryghedsskabende. Det er med til at bekræfte fortællingen om, at man ikke er en anerkendelsesværdig borger. At man bliver set som et problem. Det er ikke en ny fortælling, men nu bliver den institutionaliseret fra statens side, selvom langt den største andel af kriminalitet bliver begået af etnisk danske borgere.

LIGE NU HAR VI to modsatrettede tendenser i integrationsdebatten. Hvis vi kigger på den virkelige verden, så ser vi, at vi har fået en etnisk middelklasse, ungdomskriminaliteten er historisk lav og der er flere og flere, der tager en uddannelse. Det er jo en kæmpe succes. Men samtidig bliver der ført en politik, hvor man stempler den selvsamme gruppe som et problem. Udover tryghedspakken har man også en ghettopakke, hvor områder kun kan komme på ghettolisten, hvis over 50 procent af beboerne har etnisk minoritetsbaggrund.

På den måde bliver kløften mellem Christiansborg og kommunerne større og større. Debatten om integration er en helt anden, hvis du går ud og snakker med lokalpolitikerne, for det er dem, der løfter integrationen og er tættest på borgerne. Heldigvis er det også sådan, at det ikke nødvendigvis er politikerne på Christiansborg, der påvirker os mest, men dem, der er tæt på os. Forældre, venner, lærere, folk i lokalområdet. Der bliver ført en mere og mere diskriminerende politik på Christiansborg, men i den virkelige verden går det jo bedre end nogensinde med integrationen i Danmark.

Aydin Soei

38 år. Sociolog og forfatter til flere bøger om integration, udsatte områder og senest faderollen i bogen ’Fædre’, hvor han portrætterer den første generation af fædre med anden etnisk herkomst, der for alvor er rundet af en opvækst i Danmark. Soei er født i Iran og kom til Danmark med sin familie som fireårig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd

Få fuld adgang til Euroman fra kun 23kr./md.

Prøv nu