
Et af Roskilde Festivals vigtigste vartegn fylder 25 år
I år kan Alien & Ko fejre deres 25. år på Roskilde Festival. Kom med til jubilæumsreception hos det umage makkerpar, som alle på festivalen elsker at elske.
SOM ET FATAMORGANA kan man ane dem mellem varmebølgerne i det fjerne. En lille grøn plet. En lille hvid plet. På en stang, tre meter oppe i luften, hævet over teltene i Roskilde Festivals campingområde.
De kommer tættere på. Og tættere. Indimellem stopper de op. Står og virrer lidt i luften. Så rykker de videre. Snor sig langsomt af sted, indtil alle de mennesker, der står og venter på Roskildes ’Dancefloor’-platform, pludselig kan se, at den er god nok. Det er ikke bare pletter. Det er Alien og Ko.
MEN LAD OS først lige træde et skridt tilbage. Året er 1999, klokken er cirka 05 om morgenen, og vi befinder os i en massakreret festivalcamp et sted i Roskildes East-område.
Solen er så småt stået op, og de største krigere fra campen – en kerne af studerende fra datalogistudiet på Københavns Universitet – sidder tilbage rundt om et bord under en pavillon i deres festivalstole. Der er god stemning, flaskeøllene triller rundt på bordet, og musikken kører. Nogle sidder måske endda og kysser lidt i den ene ende.
I campen bor også to oppustelige plasticindivider. En alien og en ko. De er medbragt uafhængigt af hinanden, men her i den kåde morgenbrandert-stemning skal de komme til at lære hinanden særdeles godt at kende.
Der sker jo af og til det på Roskilde Festival, at folk, der ikke på forhånd kender hinanden, så at sige, slår pjalterne sammen. Denne nat også de to oppustelige ’dyr’.

Historien går sådan, at en fyr, som ingen fra campen rigtig ved, hvem er – lad os kalde ham Michael – får den idé, at de to skal op og hænge i en stang sammen. Først holder Alien bare Ko under armen. Det er da meget sjovt. Men ikke sådan rigtig sjovt. Pludselig prøver Michael noget andet. Det går op for ham, at Alien kan holde Ko i en form for doggystyle-position.
Et lille stykke gaffatape mellem Aliens hænder og Kos hofter, så er den i vinkel. Og hvis man vipper med stangen – ja, tænk engang – så ligner det endda, at Alien og Ko boller. Med bevægelse og det hele. Se, dét er rigtig sjovt, synes Michael. I hvert fald her klokken fem om morgenen, hvor den efterfølgende dag ikke byder på andet end flere øl og mere rockmusik.
Heldigvis var det ikke kun Michael, der syntes, det var sjovt.
Lige siden den morgen har Alien og Ko været uadskillelige. Og dette års festival bliver – på grund af to aflyste festivaler under coronapandemien – duoens 25. af slagsen. Man kunne jo gå så langt som at kalde det et sølvbryllup.
PÅ DANCEFLOOR-PLATFORMEN er dagens hovedpersoner nået frem til deres jubilæumsreception. Op mod hundrede mennesker har stillet sig i kø og står klar til at få trykt Alien og Ko-logoet på deres T-shirts, totebags og alverdens andre genstande.
Der skænkes boblevand til de fremmødte, og ind bæres to gigantiske jordbærtærter – en mangeårig tradition hos campen, der står bag de to karakterer.

Til daglig er ingen af Alien og Kos forældre superstjerner. Men her, på Roskilde Festival, er der ikke nogen tvivl om, at der gennem årene er opbygget en massiv social festivalskapital.
Alien og Ko drysser rundt og skriver lidt autografer. Mest Alien – han er gladest for opmærksomheden. Men Ko følger selvfølgelig med rundt og smiler pænt.

DET ER HELLER ikke så lidt, de har oplevet sammen, de to. Tag nu fx dengang de – efter længere diskussioner – var taget sammen til Fleet Foxes, samtidig med at The Minds of 99 spillede på Orange.
Kort tid inde i koncerten råbte Niels Brandt fra scenen: "Hvor fanden er Alien og Ko!?" – og rygtet gik hurtigt. De måtte løbe gennem pladsen fra Arena og indtage deres position til ovationer fra publikum. Siden den dag har de altid prioriteret de danske kunstnere over de udenlandske. Det må ikke ske igen.
Eller dengang i 2010’erne, hvor de blev bortført fra teltet, og deres forældre blev nødt til at bruge en hel nat på at opstøve gerningsmændene, så de kunne komme hjem og ligge trygt og godt i soveposen igen.
Eller dengang hvor de pludselig var afbilledet på Tuborg-dåserne. Fra den dag vidste næsten alle, hvem de var. Faktisk førte det til, at Alien og Ko i dag er varemærkeregistreret.

DET ER SVÆRT at sige, præcis hvorfor Alien og Ko er så godt et par. Specielt fordi de jo af gode grunde ikke selv kan fortælle det.
En af Alien og Kos fædre, Thomas Gravgaard, mener, at det hænger sammen med deres forskelligheder. At de er det perfekte eksempel på, at modsætninger mødes, og at det godt kan fungere, selvom man ikke nødvendigvis kan lide at se de samme film, læser den samme uddannelse eller har den samme yndlingsfarve.

Ko er meget, meget glad af natur. Af og til tenderende til det lidt naive, synes Alien. Hun tror på det bedste i mennesker (og aliens), og lige meget hvilken koncert hun er til, har hun det altid fornøjeligt.
Alien er nok det, man på godt og ondt vil kalde en spilopmager. Han er ikke sur – tværtimod – men han er kritisk, og også ret kæk. Af og til lidt for kæk.
Og så har han mange holdninger til musik. Derfor er det også altid ham, der bestemmer, hvilke koncerter de skal se. Men det er okay med Ko. Det betyder ikke alverden for hende, så længe de to er sammen.

PÅ DETTE ÅRS festival bor Alien og Ko i Common Ground. Det har de gjort de sidste par år. Når de ikke er til koncerter, gemmer de sig ofte i teltet, for de får enormt meget opmærksomhed, hvis de fx sidder ude i campen eller går en tur op i en bod for at købe noget mad.
De er vældig glade for årets program. Specielt synes de, at artisterne, som er booket til opvarmningsdagene, er meget imponerende. Og man kan være hundrede procent sikker på at finde dem til Nine Inch Nails’ koncert lørdag aften på Arena.
Wet Leg kan man også godt regne med at se dem til. De har nemlig nogle meget perverse tekster, og det synes Alien og Ko er rigtig fedt.
Til gengæld skal man ikke regne med at se dem til sådan noget som Artigeardit. Generelt er de ikke så glade for rapmusik – de er mest til rock og elektronisk.
25 ÅR ER meget for to badedyr. De er ikke helt unge længere. I gamle dage var der – i bedste Alien-stil – nok blevet holdt en vild rockfest, men her, lidt oppe i årene, går jubilæumsfesten mere stille og roligt for sig.
Da cava og jordbærtærte er fortæret, bliver der spillet et par akustiske numre. Nogle gæster har fået, hvad de kom for – trykkene og tærten. Andre sidder trofast og lytter, da Thomas Gravgaard på smukkeste vis fremfører ’Imagine’ af John Lennon.

Alien og Ko står trofast ved hans side og lytter eftertænksomt.
Til sidst bliver der spillet et nummer med De Eneste To – ’Jeg har ikke lyst til at dø’. Alien og Ko bliver revet med af stemningen og begynder fjollet at løbe rundt i cirkler og opildne til fællessang. Receptionens gæster følger med. De cirka 25, der er tilbage.
Det er jo ikke ret mange, men som Ko ville sige: Det går nok, så længe de bare er der sammen.

Læs også vores store guide til Roskilde Festival 2025.