Anne-Cathrine Riebnitzsky
Foto: Petra Kleis Anne-Cathrine Riebnitzsky har samlet opholdt sig 14 måneder i Afghanistan, først som kaptajn og senere som rådgiver for Udenrigsministeriet i Helmand-provinsen. Hun er desuden uddannet fra Forfatterskolen og har udgivet flere bøger om sine oplevelser.

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Kvinde i krig: ”At dø i Afghanistan er bestemt ikke meningsløst”

Efter års undertrykkelse har de afghanske kvinder fået mod og selvtillid. Krigen har givet kvinderne et skub, mener forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky, 40 år. Hun meldte sig frivilligt og blev en levende reklame for ligestilling. Men hun lærte også noget.

Da jeg skulle af sted til Helmand, var det min første militære udsendelse, og det var til en hård krigszone. Vi vidste, at vi ville miste folk. Så jeg havde en masse tanker, både om mine forældre og om, hvad jeg havde nået i livet. Hvis jeg gik hen og blev slået ihjel, hvad så? Var der noget, jeg fortrød? Og den positive oplevelse for mig var, at det var der faktisk ikke. Jeg havde nået en masse, jeg gerne ville.

Jeg havde selv søgt om at blive udsendt. Mit mål var egentlig bare, at de afghanske kvinder skulle se mig. Se en bevæbnet kvinde på arbejde blandt mænd og på lige fod med mænd. Jeg tænkte, at det billede kan ingen slette fra kvindernes hjerner, end ikke Taleban. På det tidspunkt havde jeg undervist hundredvis af mandlige soldater, som skulle sendes ud, men der var kun en enkelt pige eller to på hvert hold. Hver gang tænkte jeg, at hvis vi skal sende soldater ud til et land, hvor kvinder er så undertrykte som i Afghanistan, er vi altså nødt til også at sende nogle kvinder.

Engang skulle jeg holde møde med Helmands distriktsguvernør i et af lejrens telte. Man kan sige meget om soldater, men vi har altid et billede af dronningen og prins Henrik med, om så vi bor i telt. Distriktsguvernøren pegede på prins Henrik og sagde: ”Aha, det er så jeres konge.” Jeg svarede: ”Nej, vi har en dronning, og hun er gift med prins Henrik. Hun er meget glad for ham, men det er hende, der er dronning.” Den trængte ikke rigtig ind, så jeg var nødt til at gentage: ”Vi har en dronning, og hun er vores øverste statsoverhoved.” Så blev der helt stille. Guvernøren lagde armene over kors og kiggede på mig: ”I mener det godt nok meget alvorligt, det der med ligestilling.” Jeg havde ikke tænkt på det før, men lige dér elskede jeg simpelthen, at vi har en dronning.

Vi kan tale om ligestilling og demokratiske principper herfra, og til verden slutter, men hvis ikke vi selv praktiserer det, tager afghanerne det ikke alvorligt. Den afghanske befolkning har været vant til magthavere, der tyranniserede dem og brød deres løfter, så det er alfa og omega, at folk kan regne med, at det, der bliver sagt, også er det, der sker efterfølgende. De har et ordsprog, som siger, at en mand, du ikke kan stole på, er mindre værd end en hund, for en hund kan du stole på. Da den økonomiske krise ramte i 2008, måtte vi lukke ned for en række projekter, som vi allerede havde givet tilsagn til, og det kostede dyrt på vores anseelse og indflydelse i området. Det er svært for almindelige afghanere at forstå, hvad en økonomisk krise i Vesten er: ”So what, I kører rundt i kæmpestore biler og har masser af satellitter, teknik og fly – så sælg da noget af det isenkram, hvis I mener jeres løfter alvorligt.”

Jeg havde en opvækst mellem to krigsførende parter – min far og min mor – og på mange måder er den rigtige krig nemmere end at være udleveret til krig mellem sine nærmeste. Når min mor og far skændtes, sad jeg med følelser impliceret på begge sider. I Afghanistan var jeg ikke følelsesmæssigt i klemme på den måde, og jeg var heller ikke et offer for krigshandlingerne, jeg var bare en del af dem – og vel at mærke en del af de stærke og en part med gode intentioner. Det følte jeg ikke, der var i et skænderi mellem mine forældre.

Det er selvfølgelig voldsomt at tage i krig, men hvis du har afklaret risikofaktoren med dig selv, når du tager af sted, fungerer det. Jeg følte mig relativt sikker. Du er sammen med nogle folk, som kan deres kram, og som slås blodigt. Jeg var samtidig meget bevidst om, at der også i Danmark er en risiko for at blive kørt ned af en HT-bus, eller hvad ved jeg. Du kan altid ryge ud i noget ubehageligt, men i krig er du ofte mere forberedt på det ubehagelige.

Som kvindelig soldat havde jeg en anden adgang til at komme i kontakt med lokalbefolkningen. Der er en tendens til, at mandlige soldater opfattes som en mulig aggressiv part. Men mærkeligt nok opfatter afghanerne ikke kvindelige soldater som nogen, der kommer for at slås, men som nogen, der kommer for at hjælpe, selv om vi er trænet på samme måde.

De kvindelige soldater er de eneste, som får adgang til de afghanske kvinder, men man har også nogle fordele over for mændene. Når jeg har været ude blandt landbefolkningen, har de ofte været så totalt paf over, at der stod en kvinde, at de har sænket alle paraderne og har plapret løs. De glemmer at være forsigtige.

På min første patrulje var jeg ude i en landsby, som ikke tidligere havde haft besøg af soldater. Da jeg hoppede ud på vejen, råbte landsbyens børn: ”Det er en kvinde, det er en kvinde,” og jeg kunne se, hvordan kvinderne standsede op og kiggede på mig gennem det lille glughul i burkaen, som om jeg var faldet ned fra månen. Jeg havde en mandlig chauffør, som var en gave, fordi han godt kunne lave lidt fis. På et tidspunkt bad jeg ham om at hente noget, og så smækkede han hælene sammen og gjorde honnør. Du kunne se chokket i folks ansigter – hvad skete der lige? Det var et fuldstændigt kollaps af deres verdensbillede, men på en nysgerrig måde, slet ikke som foragt. I den samtale, vi havde bagefter med landsbyens ældste, stod alle døre åbne. Vi kunne få alt at vide, også om Taleban og den slags, som de normalt er meget forsigtige med.

Kvinder tuder mere, når ting går os på. Nogle mænd bliver dødforskrækkede, når der kommer vand ud af øjnene på kvinder, men som regel behøver de altså ikke være bange for, at det ender med en hjemsendelse. Det er bare en følelsesmæssig reaktion, og i den gruppe af piger, jeg boede sammen med, var vi rigtig gode til at tage os af hinanden. Hos mændene fungerer det ofte på en lidt anden måde. Der er det fint nok, hvis bare kammeraterne har banket én på skulderen og sagt: ”Du er også en røv med ører” – så ved man, at man er en del af gruppen.

Syv af mine nære kammerater døde undervejs, men jeg har aldrig været i tvivl om, at det var indsatsen værd. Det havde været meningsløst, hvis de var blevet kørt ned i Danmark eller døde af kræft, men at dø i krig for den indsats, vi har leveret derude, det er bestemt ikke meningsløst. Vi har været lidt naive i Danmark ved at forestille os, at man kan gå ind i så voldsom en krig, uden at der kommer tab. Men den største fejl ligger i den manglende oplysning om, hvad vi har opnået. Vi har været rigtig gode til at vise billeder af kisterne og lave interview med de pårørende, men hvor mange portrætter har der været af de piger, som er kommet i skole? Der har vi fejlet totalt. Det er krigens største fejltagelse.

For kvinderne derude betyder den nye frihed alt. De har fået et håb og en chance, som de ikke har haft i årtier. Selvfølgelig kan man finde kvinder i landområderne, for hvem der stadigvæk ikke er sket den store udvikling, men for mange, ikke mindst i byerne, er forskellen så stor som fra nat til dag.

Vi har lavet læse- og skrivekurser for kvinderne. I et land, hvor så mange er analfabeter, hæver det din status ekstremt, når du kan læse og skrive. Du går fra at være uvidende og dum til at være en lærd person.

Når vi startede projekter, forsøgte vi at fokusere på områder, som kun var for kvinder, ellers overtog mændene det, så snart der var penge at tjene. Fx ville en kvinde lave en lille skønhedsklinik hjemme hos sig selv. Hun var virkelig sky og bly, og manden var stærkt religiøs og mente ikke, at kvinder kunne styre en virksomhed. Men han lod sig overtale, efterhånden som han så sin kone forvandle sig til denne her smukke kvinde, og det myldrede til med kvinder i huset, der lagde til side af husholdningspengene for at gå på klinik. For mændene blev der status i at sende deres kvinder på skønhedsklinik. Manden endte med at prise det under, at Gud havde gjort kvinder så smukke, at mænd kunne glæde sig over dem.

Jeg er ofte blevet spurgt, om det er det værd. Men når man står derude, er det så tydeligt, hvor meget samfundet udvikler sig, at det for mig aldrig har været et spørgsmål. I dag er soldaterne og politiet i stand til at gennemføre større sammenhængende operationer. Det kunne de slet ikke for få år siden. Da jeg besøgte en politistation i 2007, var 90 % af personellet så skæve af hash, at du slet ikke kunne komme i kontakt med dem. Det var en skandale. Halvdelen af dem havde solgt deres uniformer, fordi de ikke fik løn. Eller tag sundhedsområdet. I 2001 havde kun 8 % af befolkningen adgang til sundhedsklinikker – i dag er det 92 %.

Jeg har lært meget af de afghanske kvinders sejhed. Når man kan klare sig i et samfund, der af FN bedømmes som det sværeste land i verden at være kvinde i, er man altså sej. Nogle af de kvinder, der er gået ind i politiet og i politik – hold fast, hvor de kæmper. De vil frem og er totalt afklarede og målrettede. Det kunne vi godt lære noget af i Danmark. Jeg husker tit på det, hvis jeg begynder at pive for meget. Så tænker jeg: ”Ti stille, hvad tror du, Fatima ville sige.”

Da jeg skulle dernedefra første gang, tog en af de afghanske kvinder fat i mig og bad mig om at love at sige tak til de danske soldaters mødre. Det var tydeligt, at det betød meget for hende. De afghanske kvinder kender til tab, og de vidste udmærket, at vi på det hold havde mistet fem danske soldater. De syntes, det var helt utroligt, at nogen så langt væk ville gøre det for dem. Det hænger også sammen med det lave selvbillede, de havde som kvinder dengang – at de var en slags andenrangsmennesker, og alligevel var der nogen langt væk fra, som sendte deres sønner for at hjælpe dem.

Da jeg kom hjem efter sidste udsendelse, havde jeg stress. Ikke posttraumatisk stress, men stress af at knokle 80-90 timer om ugen, som man glad og gerne gør, når man ved, det koster et soldaterliv om måneden at levere udvikling. Det lægger et enormt pres på én. Så arbejder man.


Se, hvad vi ellers skriver om: Krig og Sådan føles det