Det er lørdag eftermiddag i sommeren 2000, jeg er 20 år, og i aften skal mit livs tredje Roskilde Festival kulminere. Først spiller Pearl Jam, der lige har udgivet et nyt album, og senere på natten The Cure. Det bedste fra 90’erne og 80’erne. Mine venner og jeg har været inde i Roskilde by og købt alle de flasker Krudtugler, vi kunne slæbe, og nu sidder vi i lejren og griller cocktailpølser på en primus med nogle svenskere.
Vi vil gerne være i god tid til koncerten, så op ad aftenen begynder vi at trave mod Orange Scene. Der er sygt mange mennesker, kan vi allerede fornemme. Området foran scenerne er på det tidspunkt helt anderledes end i dag, det er dybest set én stor pløjemark, og der står nogle enkelte bølgebrydere, som egentlig bare er store jernbøjler. Dem frygter man som koncertgænger, for hvis man havner op ad sådan en til en pakket koncert, gør det nas.
