Restriktionerne er væk, og i samme åndedrag kunne Københavns modeuge i går slå dørene op for endnu en håndfuld dage dedikeret til det fashion-elskende segment.

Folk fra nær og fjern er rejst hertil, det er næsten som at være i en international lufthavn. Alverdens sprog bliver talt, og the crowd synes mere internationalt end længe.

Har du planer om selv at deltage, kan du med fordel læse vores guide til at gebærde sig i tøjverdenens højere luftlag. Hvis ikke kan du læse med her, hvor vi samler alt det bedste fra de kommende dage.

Lad os komme i gang.

 

Mode-divi.jpg

Gæster på jorden

Førstedagens sidste show bød på mundkusser, mullets og Jon Hopkins ’Emerald Rush’, da danske (di)vision inviterede til show i Tycho Brahe Planetariets betongang. Temaet var en blanding af redneck, hillbilly og besøg fra fremmede planeter med kontaktlinser, der fik topmodeller som Nina Marker og Blake Jordan til at se helt umenneskelige ud. Ja, de lignede vel nærmest… aliens. Det blev kun understreget af de mange T-forme med LED-ledninger, der udgjorde den spektakulære lyssætning.

Blandt rækken af mennesker sad Ganni-medstifteren Nikolaj Reffstrup med hvid solskærm og kraftigt handlebar-moustache, mens alskens ’WOOOOH’-girls gjorde sit for at pumpe stemningen op, hvilket blandt andet fik Eddie Klints modelfacade til at krakelere ud i et stort smil på sin vej ned ad catwalken.  

På tøjfronten var der masser af skovmandstern, denim og patchwork, som søskendeparret Simon og Nanna Wick efterhånden excellerer i. (di)vision ikke bare fortsatte, men lagde også på de lovende takter, vi så til fra deres hånd til sommerens modeuge i 2021.

 

En rede af talenter

Traditionen tro viste en række nyudklækkede designere deres afgangskollektion i et samlet show. Blandt vores udsendtes favoritter var den baskiske designer Asier Quintana, der imponerede med et dekonstrueret jakkesæt.

 

Mode-Iso.jpg
Foto: James Cochrane

Brugbar mode

Der var utilitaristiske vibes, da danske Tobias Birk Nielsen viste sin Autumn/Winter 2022-kollektion som det første af de tre brands, der er nominerede til Zalandos ’Sustainability Awards’. Kollektionen bar præg af inspiration fra den maritime verden med dertilhørende dekorative bøjer og (rednings)veste, alt sammen i Tobias Birk Nielsens stramme farvepalette og sæsonprægede signaturprints.

 

Mode-Soeren.jpg
Foto: James Cochrane

En tur i eventyrland  

Der er altid kamp om at lave det mest originale setup, og vinderen ser allerede ud til at være fundet her på førstedagen. Søren Le Schmidt inviterede nemlig til en tur rundt i Tivolis ’Den Flyvende Kuffert’, hvor modellerne stod rundt omkring under forlystelsensturen og agerede figurer i H.C. Andersens eventyr. Le Schmidt selv stod til sidst og vinkede som en anden Hr. Andersen. Underfundigt og en fin kontrast til den ellers monokrome kollektion.

 

Mode-hue.jpg

En populær hættehue

Anna og Lotte-core, som forfatter Olga Ravn døbte balaclava-fænomenet i slutningen af 2020, ser ikke ud til at forsvinde lige foreløbig. De var i hvert fald her, der og alle vegne. Herunder er det rapper og model Raiden Rose, som vi kårede til en af Danmarks bedst klædte mænd sidste år, der er iklædt den strikkede elefanthue.