Mette Frederiksen synes, at det politiske landskab er blevet for rodet og broget. Det har sine udfordringer, når flere og flere partier melder sig på banen i en folketingsvalgkamp, mener hun.

Fredag morgen var hun gæst i Egmonts telt til Folkemødet på Bornholm, hvor hun i sit første længere interview som kongelig undersøger blev interviewet af Euromans chefredaktør, Karl Erik Stougaard.

Her forholdt Mette Frederiksen sig blandt andet til den afholdte valgkamps nye partier, og da spørgsmålet lød, om hun syntes, det var blevet for let at stille op til Folketinget, faldt svaret prompte:

”Ja, det må man sige.”

”Der er et smuthul i lovgivningen, som både Stram Kurs og Klaus Riskær har benyttet sig af, der gør det alt for let at få vælgererklæringer nok til at opstille ved et Folketingsvalg. Demokratiet er jo ikke for sjov.”

Partierne Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen har op til folketingsvalget udnyttet, at den såkaldte eftertænksomhedsperiode kan omgås. Ved at autoindlæse tusindvis af e-mailadresser gjorde partierne det muligt for borgere at indsende en digital vælgererklæring med det samme i stedet for at have en betænkningstid på syv dage. Folketinget har allerede besluttet at ændre proceduren, men der kan gå månedsvis, før smuthullet er lukket.

Det skyldes, at et nyt system skal vedtages gennem lovbehandling, og at et nyt it-system skal udvikles.
Mette Frederiksen udtrykker dermed sin enighed med erfarne politikere som Holger K. Nielsen, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft, der også har kritiseret følgerne af det nye, digitaliserede system. Konkret mener de tre eks-politikere, at kravet til antallet af vælgererklæringen skal fordobles fra 20.000 til 40.000.

En fragmenteret fornøjelse

Halvanden uge efter Folketingsvalget afvikling er regeringsforhandlingerne nu i fuld gang. De er dog i disse dage kortvarigt sat på pause til fordel for mødet med folket i Allinge på Bornholm.

Mette Frederiksen fortalte i samtalen med Euroman, at når befolkningens stemmer falder så fragmenteret, som de gør, bliver resultatet også, at der er mange hensyn at tage i regeringsforhandlingerne.

”Det ville jo være hurtigere og nemmere, hvis I stemte på nogle få partier,” sagde hun henvendt til publikum med et grin.

”Men det gør I jo ikke. For hver Folketingsvalg, finder I jo et nyt parti at stemme på. Og det må jo nødvendigvis betyde, at det bliver en del mere bøvlet."

mette-folke1.jpg

I kampens hede

Da hun blev adspurgt, hvorvidt Stram Kurs var et ’lavmål’ under valgkampen, svarede hun bestemt:

”Vi skal komme ud over at pådutte hinanden den slags ord. I det hele taget skal vi af med den konfrontatoriske tone. Det gælder både på højre- og venstrefløjen,” sagde Mette Frederiksen og bemærkede straks, at hun syntes, det var uhyggeligt at opleve, hvor hurtigt, et nyt parti som Stram Kurs kunne samle så mange støtter.

”Hans (Rasmus Paludan, red.) måde at opføre sig på er over grænsen. Det der med at brænde bøger, det må man aldrig gøre. Vi er nødt til at have respekt for andre mennesker og deres tro,” konstaterede Socialdemokratiets formand.

Bedre vilkår for børnene på Sjælsmark

Udlændingeområdet er en af de knaster, der truer med at få regeringsforhandlingerne i rød blok til at trække i langdrag.

Et af de emner, der har været debatteret flittigt i valgkampen, har været forholdene på udrejsecenteret på Sjælsmark. Mette Frederiksen ligger imidlertid op til, at børnene på Sjælsmark formentlig snart kan se frem til forbedrede forhold, hvor hun som minimum vil have de mindste børn på Sjælsmark i vuggestue.

Tiden vil vise, hvor længe forhandlingerne fortsætter, men Mette Frederiksen afslørede med et smil på læben, at hun ikke regner med at holde sommerferie i 2019.