Tel Aviv
Foto: PR, Getty Images

Rejseguide: Her skal du spise, drikke og sove i Tel Aviv

Tel Aviv er meget mere end strand, sol og natklubber. De mange forskellige kulturer og nationaliteter har gjort det israelske køkken særegent, og Tel Aviv er blevet et sandt mekka for madentusiaster. Vi viser dig vej til storbyens skjulte (mad)skatte – og én ting er sikkert: Du tager ikke sulten hjem derfra.

1. Shakshuka til morgenmad

Israelerne kender hverken til skyr eller chiagrød. I stedet nyder de en lun shakshuka om morgenen. Shakshuka, som oprindelig stammer fra Nordafrika, er blevet en fast del af den israelske morgenmadskultur. Spejlægget i den varme, krydrede tomatsauce er en god måde at starte dagen på, men den kan også nydes til både frokost og aftensmad. Mange caféer i Tel Aviv serverer shak-
shuka, men hvis du for alvor skal undersøge shakshukaens smagsunivers, skal du tage på Shakshukia. Her serveres forskellige varianter af den traditionelle ret med blandt andet hakket oksekød, aubergine eller kyllinge-shawarma. Skyl det hele ned med et glas iskoldt limonana.

Shakshukia, Ben Yehuda Street 94, Tel Aviv-Yafo

2. Ingen hummus uden Abu Hassan

Udover politik er hummus en af de ting, der virkelig kan splitte israelerne. Der findes et utal af forskellige slags hummus i Israel, og afhængig af hvor man kommer fra i landet, varierer smagen og konsistensen. Abu Hassans hummus i Jaffa står dog som noget ganske særligt for befolkningen. For mere end 50 år siden begyndte Ali Karavan – kendt som Abu Hassan – at sælge hummus fra sin lille foodtruck i Tel Avivs gamle bydel. Hans hummus blev en attraktion i sig selv, og israelere fra hele landet rejste til Jaffa for at smage hummus med ful (bønner) eller masabeha. Siden da har Abu Hassan åbnet en restaurant i Jaffa, hvor køen dagligt slanger sig ad de små gader, og en madbod på det hippe madmarked Sarona Market.

Abu Hassan, Ha-Dolfin Street 1, Tel Aviv-Yafo

Tre steder at slukke tørsten

1. Beer Bazar

Mikrobryggeri og markedsstemning,
Yishkon 36, Shuk HaCarmel, Tel Aviv-Yafo

2. Spisehouse

Flotte drinks og god stemning,
Dizengoff Street 117, Tel Aviv-Yafo

3. The Prince

Kolde øl og rooftop party,
Nahalat Binyamin Street 18, Tel Aviv-Yafo

3. Pitabrød i nye klæder

Du kan købe pita shawarma på ethvert gadehjørne i Tel Aviv – og selv om alle shawarmabarer her er lysår fra dem, vi kender fra den lokale shawarmabiks derhjemme, er Miznon’s pita i en liga for sig. Den kendte, israelske stjernekok Eyal Shani åbnede i 2011 den første Miznon-restaurant ud fra konceptet ’everything-in-a-pita’, og han forvandler på bedste vis den traditionelle spise til en sand gourmet-oplevelse. I rustikke lokaler buldrer musikken ud af højttalerne, mens fyldte pitabrød i en lind strøm langes over disken. Sæt dig i baren og nyd fx en 'Intimi' med krydret, slow-cooked oksekød, tahini, saltagurker og saftige tomater med en iskold Goldstar-øl til. Er du vegetar, har Miznon også flere, lækre alternativer til den velkendte falafel.

Miznon, King George Street 30, Tel Aviv-Yafo

Tel Aviv.jpg

4. Delevenlig fusionsmad

Normalt rimer rejer ikke på kosher, men på La Shuk har de taget sig den frækhed at kombinere Middelhavskøkkenets ’ukosher’ ingredienser med Mellemøstens traditionelle retter, eksempelvis deres lækre slider med dybstegte rejer og harissa-mayo. Folkene bag omtaler selv deres køkken som ”autentisk mad fra 60’ernes og 70’ernes Jaffa”, men i mere moderne termer vil man kalde La Shuk for ægte fusionsmad. Det er dog ikke kun i maden, La Shuk fusionerer. Også indretningen og stemningen er en blanding af den autentiske, afslappede Jaffa-bydel og det pulserende liv på
hovedgaden Dizengoff Street, hvor restauranten ligger. Flere af retterne er delevenlige, og du bør ikke gå fra La Shuk, før du har prøvet deres spinatrisotto med røget ost.

La Shuk, Dizengoff Street 92, Tel Aviv-Yafo

Tre gode tips

Her skal du bo

Det futuristiske og hippe boutiquehotel Poli House koster fra 1.400 kroner pr. nat. Et billigere alternativ er det cool hostel Florentine House, hvor priserne starter ved 260 kroner pr. nat.

Bedste tidspunkt

Tag afsted enten i foråret eller efteråret, så undgår du sommerens hede og vinterens ustabile vejr.

Sådan kommer du afsted

Fra Københavns Lufthavn kan du flyve direkte til Tel Aviv med Norwegian på under fire timer. Hvis du køber i god tid, kan du komme tur/retur for mellem 1.200-1.500 kroner.

5. Kød i en gammel slagtehal

Om dagen er Shuk HaCarmel et livligt marked, hvor duften af krydderier, bagværk, friske fisk og grøntsager følger dig, mens du bevæger dig rundt mellem de mange stande i de smalle gyder. Når mørket falder på, lukker markedet sig om sig selv, alt imens små restauranter og barer vækkes til live. Ét af de bedste spisesteder er M25. I en gammel, hengemt slagtehal ligger denne drøm af en kødrestaurant. Fra den store montre udpeger du selv den type kød og udskæring, du ønsker. Deres hjemmelavede Merguez-pølser og citronsyltede tomatsalat med tahini smager fantastisk og er et must. M25 er ikke en billig madoplevelse, men den er alle pengene værd.

M25, Simtat HaCarmel 30, Tel Aviv-Yafo

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter