Den amerikanske præsident er ikke populær alle steder. På trods af, at han i weekenden kunne offentliggøre, at amerikanske specialstyrker havde slået ISIS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi ihjel i Syrien, blev præsidenten modtaget af buhende tilskuere og ”lock him up”-tilråb, da han selv var tilskuer til World Series-kampen mellem Washington Nationals og Houston Astros.

”Lock her up” er et af præsidentens egne påfund, som han bruger flittigt mod sine politiske modstander, blandt andet under valgkampen mod Hillary Clinton.

Trump blev vist på storskærm under kampen som en del af en hyldest til krigsveteraner. Publikum klappede, da der blev vist billeder af de tidligere soldater, men da præsidenten tonede frem på skærmen, begyndte tilskuerne i stedet at buhe.

Selvom Donald Trump var til stede, fik han ikke æren af at kaste den første bold i kampen. Det blev i stedet gjort af kok og aktivist José Andrés, der tidligere har kritiseret Trump. Det var måske også derfor, at præsidenten først indfandt sig på sin plads efter kampstart.