Alles øjne er rettet mod Vingegaard og Pogačar, men deres arbejdsgivere har også gang i et våbenkapløb
Der er ikke kun lagt op til duel mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar. Det handler også om budgetter, teknologisk overlegenhed og styrkeudmåling mellem Visma–Lease a Bike og UAE Team Emirates XRG. Vi giver dig her overblikket over de to hold.


Visma – Lease a Bike
Land: Holland.
Holdleder: Richard Plugge (f. 1969).
Holdets øverst ansvarlige og det tætteste, Visma– Lease a Bike kommer på en officiel ejer. Tidligere sportsjournalist og chefredaktør hos Fiets, Hollands største cykelmagasin, og den hollandske udgave af Procycling Magazine.
Har også været kommentator på hollandsk Eurosport, inden han blev kommunikationschef for Rabobank, det nuværende Visma–Lease a Bike. Plugge overtog rollen som øverste chef for det hollandske storhold i 2012.
Andre nøglepersoner: Frans Maassen og Grischa Niermann. De to mest fremtrædende sportsdirektører på Visma–Lease a Bike.
Førstnævnte er for det meste til de samme løb som Jonas Vingegaard, og det var også Maassen, der rekrutterede Vingegaard til holdet i 2018.
Både Maassen og Niermann er tidligere ryttere på holdet og stoppede deres aktive karriere i henholdsvis 1996 og 2012. Robbert de Groot er Head of Development og har ansvaret for rekruttering og udvikling af unge ryttere og holdets samlede talentudvikling. Har været hos holdet siden 2019.

Nye ryttere til 2025: Simon Yates (Jayco–AlUla), Victor Campenaerts (Lotto-Dstny), Alex Zingle (Cofidis), Daniel McLay (Arkéa–B&B Hotels).
Nuværende profiler: Jonas Vingegaard, Wout van Aert, Matteo Jorgenson, Simon Yates, Sepp Kuss, Olav Kooij, Christophe Laporte, Dylan van Baarle, Tiesj Benoot.
Budget: 50-55 mio. euro i 2024, det tredjestørste efter UAE og Ineos Grenadiers.
Historie: Startede under navnet Kwantum Hallen–Decosol i 1984. Frem til 1996 havde holdet skiftende navne som Superconfex– Yoko–Opel og Buckler–Colnago–Decca.
I 1996 blev Rabobank hovedsponsor, hvilket de fortsatte med at være frem til 2012, hvor holdet var lukningstruet på grund af manglende sponsoropbakning, hvilket skyldtes en række dopingskandaler.
Amerikanske Belkin reddede dem på målstregen og blev navnesponsor i to sæsoner, hvor licensen forblev hollandsk, som den har været siden 1984.
I nyere tid har holdet heddet LottoNL– Jumbo og senest Jumbo–Visma. Rabobank er ved dette års Tour de France tilbage som trøjesponsor, men i skrivende stund kender vi ikke de nærmere detaljer.

Danskere på holdet: Jonas Vingegaard.
Tidligere stjerner: Edwig van Hooydonck, Frans Maassen, Joop Zoetemelk, Rolf Sørensen, Michael Boogerd, Erik Dekker, Michael Rasmussen, Denis Menchov, Oscar Freire, Tom Dumoulin, Primož Roglič.
2024: Nummer to på UCI-ranglisten med 20.428 point. Jonas Vingegaard sikrede klart flest af dem med sin andenplads i Tour de France, sejre i Tirreno-Adriatico og Polen Rundt med flere etapesejre undervejs.
Matteo Jorgenson skovlede også en masse point hjem til Visma–Lease a Bike med sejre i Paris-Nice og Dwars door Vlaanderen samt en andenplads i Critérium du Dauphiné.

UAE Team Emirates XRG
Land: De Forenede Arabiske Emirater.
Ejere: Emirates Group, som er ejet af staten i De Forenede Arabiske Emirater.
Holdleder: Mauro Gianetti (f. 1964). Tidligere cykelrytter for blandt andre Mapei, Festina og Polti i 1990’erne. Han var blandt medstifterne af holdet i 2017. Var fra 2004 til 2011 sportsdirektør og holdleder for det spanske cykelhold, som bedst er kendt under navnet Saunier Duval.
Andre nøglepersoner: Tahnoun bin Zayed al-Nahyan, som er bror til landets præsident og en af Emiraternes mest magtfulde mænd, er en af holdets frontfigurer, og han beskrives som holdets skyggeejer.
Han er indehaver af mange af de virksomheder, der er holdets hovedsponsorer som First Abu Dhabi Bank, cykelmærket Colnago og den nye navnesponsor, XRG.
Javier Sola er Tadej Pogačars træner. José Antonio Fernández er UAE’s ledende sportsdirektør. Andrej Hauptman er næsten altid en af sportsdirektørerne til de løb, Tadej Pogačar kører. Fx de seneste fem Tour de France.
Nye ryttere til 2025: Jhonatan Narváez (Ineos Grenadiers), Florian Vermeersch (Lotto-Dstny), Rune Herregodts (Intermarché–Wanty), Julius Johansen (Sabgal–Anicolor).

Nuværende profiler: Tadej Pogačar, Adam Yates, Juan Ayuso, João Almeida, Jhonatan Narváez, Tim Wellens, Nils Politt, Brandon McNulty.
Tidligere holdnavne: Holdets nuværende World Tour-licens blev oprettet i 1999 med navnet Lampre–Daikin–Colnago. Gennem 2000’erne og helt frem til 2016 var den italienske stålproducent Lampre navnesponsor med skiftende medsponsorer.
Inden 2013-sæsonen blev Merida storsponsor, og holdet hed i fire sæsoner Lampre–Merida. I løbet af de sæsoner overtog den taiwanesiske cykelproducent Merida mere og mere af ejerskabet, inden de kom i alvorlige økonomiske problemer og blev tvunget til at sælge cykelholdet til Emirates Group, der overtog hele ejerskabet i 2017 og rykkede licensen til De Forenede Arabiske Emirater.
UAE Team Emirates fik inden denne sæson en ekstra navnesponsor, da det nystartede, statsejede investeringsselskab XRG skrev under på en stor aftale, der gælder til og med 2030.
Danskere på holdet: Mikkel Bjerg, Julius Johansen.
Budget: 55-60 mio. euro og dermed det største i feltet.

Tidligere stjerner: Gilberto Simoni, Ján Svorada, Damiano Cunego, Alessandro Ballan, Daniele Bennati, Alessandro Petacchi, Michele Scarponi, Rui Costa.
2024: Suverænt nummer et på UCIs rangliste med 37.407 point. Tadej Pogačar var ikke overraskende UAE’s højest scorende. Sejre i Tour de France, Giro d’Italia og monumenterne Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt samt i Catalonien Rundt og Strade Bianche lagde grundstenene for den overlegne førsteplads.
Også João Almeidas fjerdeplads og Adam Yates’ sjetteplads i Touren gav mange point. Det samme gjorde Yates’ sejr i Schweiz Rundt, Juan Ayusos samlede førsteplads i Baskerlandet Rundt og Marc Hirschis sejre i Bretagne Classic og Clásica de San Sebastian.