Mens 3.000 tilskuere råber og skriger i en stor arena i Trondheim, skal Sebastian Holberg Svendsgaard levere en af sit livs vigtigste præstationer på blot fem og en halv time.

Han er nemlig den danske kandidat til europamesterskaberne af Bocuse d’Or, den uofficielle, internationale og meget prestigefyldte kokkekonkurrence, der løber af stablen på norsk territorie den 19. og 20. marts.

”Vi forbereder os i godt og vel to år. Et år til europamesterskaberne og et år til verdensmesterskaberne (der løber af stablen i Lyon i 2025, red.),” siger Sebastian Holberg Svendsgaard, der tidligere har arbejdet som kok på restauranterne Babette og Geranium.

”Lige nu arbejder vi mellem 90 og 100 timer om ugen. Vi skal ned og præstere, for det betyder så meget for os og hele teamet. Jeg har en lille søn derhjemme, som ikke ser sin far lige så meget nu, og det gør ondt. Men det er en prioritering for at udfylde et tomrum, der er i mit hjerte.”

Under konkurrencen har Sebastian Holberg Svendsgaard sin commis Philip Nilsen ved sin side, mens Ronni Mortensen, der arbejder på Geranium og selv har vundet sølv til konkurrencen i 2021, er deres coach.

I videoen her kan du komme med det danske Bocuse d’Or-hold i køkkenet og høre mere om, hvordan de har forberedt sig til europamesterskaberne: