Restaurant Lou Lou

Restaurant Lou Lou anmeldelse

Martin Kongstads madanmeldelse: Jeg synes stadig, at det er en fantastisk idé at kombinere Bo Bech og Italien, men jeg har stadig til gode at glæde mig over resultatet

Det var noget så paradoksalt som italiensk mad lavet uden passion.

Jeg har et gennemgribende langt og personligt forhold til hjørnet af Store Regnegade og Ny Østergade.

For netop dér åbnede Kim og Michael i midten af 80´erne Café ZeZe, et mødested for alle os i pastelfarvede sweatshirts, og jeg kan stadig fremkalde smagen af deres sprøde flute-sandwich med skinke og emmenthaler, cornichoner og dijonsennep og huske alle de begavede og smukke piger bag baren: Maria, Signe, Synne, Gry, Pernille og Rikke.

De åbnede klokken otte, og mangt en halvgod reklamekampagne er udtænkt over hvide duge med krummer fra morgenbollerne, op ad dagen var det døgenigte som jeg og altid, altid Nikolaj Foss, den unge komet med cap´en fra Medley Records som, blandt mange meritter, producerede DAD ind i popeliten med No Fuel Left For the Pilgrims i 1989, den med Sleeping my day away.

Han dukkede op hver dag mellem ti og elleve og fik sin morgenkomplet og så vidt jeg husker også en cola, og den kunne sagtens blive et, før vi var færdige med at endevende nyt fra rockbranchen. Ak ja.

Siden solgte de stedet, og jeg betragtede til stadighed den nye ejer, som et forbigående fænomen, selv om han drev caféen i 25 år. I nullerne blev lokalerne solgt igen, og man åbnede efter en uendelig ombygning Bar Central, et sted som satte sig mellem mange stole og lukkede for et års tid siden.

I foråret 2016 hookede man op med mesterkokken Bo Bech, og han benyttede, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, de frie hænder til at lave en restaurant med en mere afslappet approach end den, der er gældende på hans stjernerestaurant Geist.


Eventuelle spor af fortiden er effektivt, og dygtigt, udvasket, og herfra skal lyde stor ros til den konsekvens man har indrettet restauranten med.

Den er virkelig sig selv.

Man mødes af en bar ved indgangspartiet, en installation af lækre flasker med veldesignede etiketter. Alle flader er malet kussefarvet derinde, ja, pardon my french, men jeg kan ikke komme det nærmere.

Giv Euroman i gave – til dig selv eller en du holder af

På gulvet er et lækkert blødt væg til væg tæppe, og lyset er henlagt til en serie flade rislamper og herlige små messingbordlamper. Møblementet har en air af herreklub; store og smukt svungne stole med petroleumsblå velourbetræk, for endevæggen er en gigantisk collage med sider fra kunstbøger og modeblade og foran den står to indbydende sofagrupper i samme velour. Dér vil man gerne sidde, og det gjorde vi så.

Det var lørdag formiddag, og jeg havde bestilt bord i den tro, at jeg ville møde et buzz af shoppende kystbanefruer. De var tilsyneladende andetsteds. Foruden os var to borde med gæster.

Det er sin sag at have frit emne, og her taler jeg om Bo Bech, som i restaurantens første tid dirigerede spisekortet i retning af Middelhavet med både søtunge, østers, pasta og bearnaise.

 Siden havde man åbenbart fokuseret, for det spisekort jeg fik i hånden var udelukkende funderet i det italienske køkken. Ingen dårlig idé, for Bo Bech kan om nogen kunsten at kombinere enkelt og skarpt, og det rustikke italienske køkken er en gavebod i den retning.

Vi fik nogle fremragende, lune kuvertflutes på surdej og en delikat og magtfuld olivenolie at dyppe i, og jeg havde netop tænkt ved mig selv, at netop oliens kvalitet er sigende for restaurantens generøsitet, da en enerhverende lyd fyldte lokalet, og det så voldsomt, at vi måtte råbe til hinanden. Det var et bor.

"Beklager støjen," sagde den søde tjener. "Det er forbigående."

Spisekortet er traditionelt opbygget med antipasti til omkring en hund, pasta til det samme, og secondi, hovedretter, fra omkring det dobbelte. Grillet pighvar koster 295 kroner og 600 gram oksehøjreb står i en velvoksen sekshundredemand.

Vinkortet er også til den italienske side, men rummer desuden et fint og fritflydende udvalg fra Loire, Bourgogne, Spanien og USA samt selvfølgelig, beliggenheden i indre bys kystbanefilial in mente, et større udvalg af Champagne.

Buratta er selvfølgelig på kortet, og det lød interessant med jordnøddeolie til. Desværre var den osten ikke af den forventede kvalitet. Jeg havde sat næsen op efter en spændstig og blank kugle med let flydende midte og fik en grynet version, som var et par dage forbi det forjættende friske. Jeg elsker buratta, men levnede.

Så var der straks mere raison i kammuslinger med spidskål og ricotta. Nederst tre lynstegte muslinger, som efterfølgende var skåret gennem på midten, og over dem en lun salat af ricottaindhyllet spidskål med estragon.

God og enkel idé at kombinere kål med ricotta, ja, det var nærmest en ret i sig selv, eller, anskuet fra det halvtomme glas: Jeg syntes ikke, at ricottakål og muslinger havde det store at fortælle hinanden. Det blev to retter til een pris, hvilket jo trods alt ikke et værste, der kan overgå en.

Jomfruhummersuppen tonede rent flag, og det sker faktisk forbløffende sjældent. Firs kroner for en dyb og helt igennem tilfredsstillende smag af skaldyr er rørende.

Mine tanker gik i retning af det indbydende vinkort, for man kunne med fordel have kombineret den gode suppe med et glas chardonnay fra Piemonte til 110 kroner eller et glas Meursalt fra Denis Carré til 185 kroner, men mine dagdrømmerier blev brat afbrudt. Der var boret igen.

I forsøg på at camouflere den vanvittigt irriterende lyd, skruede man op for musikken, og da boret endelig holdt pause, bragede firser hi-hatten ud i lokalet.

Man spillede festmusik for fuld hug, og det havde bestemt været på sin plads, hvis lokalet havde været fuld af mennesker med en god fredag i blodet og svævende åbensindede tømmermænd. Men sådan var det ikke..

"Skulle der ikke være trøfler i det her," sagde medspiseren overfor og pegede på sin fussili-pasta.

"Det smager kun af citron".

Retten hed Fussili med sorte trøfler, og her var vi ude i den gamle vits med, at der jo heller ikke er spejdere i spejderhagl. Pastaen var præget af en masse sorte prikker, og jeg skal ikke udelukke, at de nedstammede fra trøffel, men i fald en af dem på glas, som smager af en lille smule mindre end luft. Jeg smagte, og jo, det smagte kun af citron.

Bordets anden pastaret var med pesto eller rettere en dekonstrueret pesto. Man havde skilt den ad, hvilket betød, at parmesanen var revet over, at store blade basilikum med grove stilke var læsset på, og at citron, masser af citron, var presset ud over det hele. Den ret lyder måske god på papiret, men det konkrete resultat var unuanceret og kedsommelig. Eller bare citron.

Hvordan var vores ovnbagte kartofler? Jo, de var smagt til med en masse citron.

Den sydøstlige medspiser havde valgt Vitello Tonnato, klassikeren, som normalt laves af kalv og tuncreme. Lou Lou fortolkede retten. Nederst en god og kraftig kalvehaleragout, og ovenpå den lå en skive lyngrillet tun og kiggede rundt efter nogen, den kendte. Heftig simreret og fintsmagende tun?

De to komponenter havde absolut intet at sige hinanden, og budskabet blev yderligere forplumret af den creme, som man havde smurt tunen med. Den var navygrøn creme og på kapers og rigtig meget citron. Det hang ikke sammen.

Brrrrrrrrrrrr! Boret havde fået et powernap og var frisk som en havørn.

Jeg fik en pande med osso buco. Kødet var tørt, og det er altså noget af en bedrift. Til gengæld smagte sovsen ikke rigtigt af noget. Der var et potentiale til stede, men smagen gemte sig, fordi kokken ikke havde hjulpet den frem, og da gik det op for mig, at denne tendens var udslagsgivende for størstedelen af det serverede.

Der manglede salt, der manglede peber, der manglede krydderurter, og alt var overlæsset med citron. Jeg kan ikke forestille mig, at man smagte på maden derude, før den røg af sted over klappen.

Kødbollerne gik lykkeligvis mod denne tendens. Endelig noget karakter. De var fint krydret med urter og chili, og de havde fået salt og peber.

Desserterne var også passable. Vi fik en tiramisu i gåseøjne, for det var, så vidt jeg kunne smage, en bagt chokomousse med en pyntetop af piskede og sukrede æggehvider. Mere flødebolle end tiramisu, men det smagte fint.

Frokostens højdepunkt var en panna cotta på hvid chokolade med olivenolie, og det var faktisk første gang jeg kunne ane konturerne af Bo Bech.

En uge senere var jeg tilbage for endnu en frokost, og denne dag var der temperament til stede. Jeg fik en glimrende svinekotelet med mozzarella og en tomatsmørrelse med masser af liv, og en salat som bestod af et helt hoved med god dressing og reven parmesan.

Konklusion:

Min første frokost på Lou Lou er blandt de største skuffelser i min tid som Bearnaisedeputeret, ikke mindst fordi jeg var for nylig fik flere åbenbaringer på Bo Bechs prestigerestaurant, Geist.

At kombinere hans kolossale talent med Italien er en åbenlyst god idé, og desto mere besynderligt er det, at resultatet var så langt fra tilfredsstillende. Vi fik mad, som smagte af citron og intet andet, og det er simpelthen ikke godt nok. Det var noget så paradoksalt som italiensk mad lavet uden passion.

At man valgte at lade et forbigående bor gå forbi under størstedelen af frokosten er en anden anke, og det kan synes emsigt at lægge vægt på denne detalje, og det havde jeg heller ikke gjort, hvis jeg sad og spiste veganergrød i Ungdomshuset til tyve kroner, men Lou Lou er ikke et autonomt eksperiment, det er en restaurant i mellemlejet, og det nytter ikke at plage kunderne vedholdende med en lyd, der rangerer lige under baby med kolik. Man må lægge den slags uden for åbningstiden.

Jeg synes stadig, at det er en fantastisk idé at kombinere Bo Bech og Italien, men jeg har stadig til gode at glæde mig over resultatet.

Karakter: Lou Lou, Ny Østergade 20, får karakteren 7

Madanmeldelsen er lavet i samarbejde med Bearnaise er dyrenes konge på Radio 24Syv. Hver lørdag anmelder Martin Kongstad en restaurant og taler med sin ledsager over maden. Alle tidligere udsendelser kan høres her:

LÆS OGSÅ: Dansk kok arbejdede for 60.000 skattefrit om måneden på luksusyacht

LÆS OGSÅ: Martin Kongstads madanmeldelse: På Italo Disco er der ikke antydning af dum-hip skipperstemning

LÆS OGSÅ: Der er seks ingredienser i Roms mest berømte pastaret
   

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter og Martin Kongstad