Sommetider glemmer man filmene, når man sidder i sofaen.

Streamingtjenesterne er gode til at skubbe serierne frem foran det mere end 100 år gamle filmmedie med deres nye og funklende egenproduktioner. Men rent faktisk har selvsamme streamingtjenester også gjort noget ret godt for det sommetider forudsigelige filmmedie.

De helt store udbydere producerer således bunkevis af nye film, og ofte oplever filmskabere, at der er mere eller mindre frie hænder til at kreere noget anderledes og ofte morsomt. Streaming-devisen er nemlig, at folk i sofaen er villige til at tage chancer, fordi de ikke har investeret i popcorn, sodavand og bløde biografsæder, men tværtimod lige har lagt sig foran fladskærmen i joggingsættet.

Naturligvis er det to dybt forskellige oplevelser at sidde derhjemme i sine sure sokker og så at lade sig suge ind i det store biograflærred, men for tiden ligger der rent faktisk en håndfuld humoristiske perler på streamingtjenesterne, som kan sikre dig flere gode grin i weekenden.

Between Two Ferns: The Movie

Zach Galifianakis er en af klodens mest underligt morsomme mænd. Med sit fake-talkshow ’Between Two Ferns’ går han langt over stregen og gør samtidig tykt grin med den måde, hvorpå talkshowværter forsøger at få noget personligt frem i deres interviewpersoner. ’Between Two Ferns’ blev et internethit for godt 10 år siden, og selveste præsident Barack Obama lod sig senere hen interviewe af den akavede udspørger, fordi præsidenten gerne ville nå ud til de yngre generationer.

Nu har Netflix så pumpet penge i et filmprojekt med showet som omdrejningspunkt. Der er også en historie om en mand, der begiver sig ud på en mission, men først og fremmest er det Galifianakis’ dissekering af kendisser, som gør filmen til fremragende underholdning.

Kan streames på Netflix.

The Kids Are All Right

I en tid, hvor vi herhjemme taler om regnbuefamilier, har amerikanerne naturligvis lavet film om fænomenet længe. Og man kan ikke lade være med at se denne lille filmperle fra 2010 i et nyt lys her næsten et årti senere.

I ’The Kids Are All Right’ lever mor, mor og to halvvoksne børn sammen, men da ungerne en dag opsøger deres biologiske far, begynder forviklingerne at indfinde sig. Det er både sjovt og sommetider rørende at være vidne til, fordi Annette Bening, Julianne Moore, Mark Ruffalo, Josh Hutcherson og Mia Wasikowska leverer skuespil fra allerøverste hylde. At man på den måde kan skabe en film forud for sin tidsånd er i sig selv eminent.

Kan streames på TV2 Play

Ideal Home

I den noget mere fjollede version af at være en homoseksuel familie, finder vi denne lille komiske sag fra 2018. Her lever et par i den kreative klasse, men en dag bliver de nødt til at revidere deres liv, fordi en 10-årig dreng pludselig skal være en del af deres lille familie. Paul Rudd og Steve Coogan er som altid fabelagtige i deres komiske timing, og som par formår de at hale så mange grin hjem, at underholdningen uden tvivl er sikret i halvanden times tid.

Kan streames på Viaplay

Lang historie kort

May el-Toukhy er netop blevet dansk Oscar-kandidat med sin seneste film ’Dronningen’, der er noget mere kunstnerisk stærk end morsom. Hendes debut var derimod virkelig sjov og i en ramme, som ikke er set lignende i dansk film.

I ’Lang historie kort’ fra 2015 følger vi en vennegruppes op- og nedture ved store begivenheder i deres hverdag, og det er så underfundigt og sjovt kreeret, at filmen faktisk er én af de bedste danske spillefilmsdebuter i mange år. Mille Lehfeldt, Trine Dyrholm, Danica Curcic, Jens Albinus og mange flere storspiller og viser deres komiske flair forrygende frem.

Kan streames på C More

Swiss Army Man

Hvad gør man, når man er strandet på en øde ø? I ’Swiss Army Man’ bliver Hank (Paul Dano) ven med liget Manny (Daniel Radcliffe). Det lyder syret, og det er det også, men ikke desto mindre er det lige netop dette, der skal til, for at give Hank håb. Paul Dano er eminent som den absurde komedies hovedattraktion, mens Daniel Radcliffe leverer så meget deadpan-humor, at det ene grin bare overtages af det næste. ’Swiss Army Man’ er noget helt særligt – og især virkelig sjov.

Kan streames på HBO Nordic