Har du grøntsagsrester i køleskabet? Så brug dem i Nikolaj Kirks lækre panangcurry

Nikolaj Kirk fortsætter ufortrødent med at have tårnhøje ambitioner på vegne af danskernes madvaner: mere tid i køkkenet og endnu flere danske råvarer i indkøbskurvene. Hans nye kogebog ’Spis. Mere. Grønt. Nu.’ er en føljeton til sidste års udgivelse med masser af nye, grønne hverdagsretter, og du får en smagsprøve på den her.

Offentliggjort

Til 4 personer:

Ingredienser

Panangcurry

  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3-4 spsk. rød karrypasta
  • 6-8 dl grøntsagsbouillon, se længere nede
  • 1 stilk citrongræs
  • 3-4 kaffir-limeblade
  • Ca. 2 cm ingefær
  • 480 g kikærter, udblødte og kogte
  • ½ lille broccoli
  • 2 gulerødder
  • 380 ml kokosmælk
  • 2 spsk. rørsukker
  • 1 limefrugt
  • 1-2 spsk. peanutbutter
  • 1 rød chili
  • Friskkværnet peber
  •      

Grøntsagsbouillon

  • 1 porre
  • 2 stængler bladselleri
  • 1 lille broccolistok eller lidt broccoli
  • 1 lille courgette
  • 2 tomater
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 håndfuld persille
  • Ca. 2 liter vand
  • 1 laurbærblad
  • 6-8 hele peberkorn
  • Evt. 1 lille stykke ingefær eller lidt citronsaft
  • Salt
  •     

Til servering

  • 65 g ristede cashewnødder
  • 4-5 kviste mynte

Fremgangsmåde

Grøntsagsbouillon

  1. Start med at vaske alle grøntsagerne grundigt i koldt vand, så jord og snavs bliver skyllet væk. Skær eventuelle rod- ender eller visne dele fra, og skær så grøntsagerne i grove stykker – de behøver ikke være små, for de skal bare nå at afgive deres smag til bouillonen under kogningen. Læg dem i en stor gryde. Hæld vand over, så det dækker, og tilsæt laurbærblad, hele peberkorn og ca. 1 tsk. salt.
  2. Bring det hele i kog, og skru så ned for varmen, så det kun simrer stille og roligt. Lad grøntsagsbouillonen stå og simre i 30-40 minutter. På den måde får grøntsagerne god tid til langsomt at afgive deres smag til vandet.
  3. Hæld den færdige grøntsagsbouillon gennem en si ned i en skål eller en anden gryde. Så bliver grøntsager og krydderier sorteret fra, og du står tilbage med en klar og smagfuld bouillon. Smag bouillonen til – måske mangler den lidt salt eller måske et par dråber citronsaft, som kan give en frisk og let syrlig smag.

Køkkennote: 

I stedet for at smide grøntsagsrester ud kan du gemme dem i fryseren og bruge dem senere til at lave bouillon. Fx giver porretoppe, persillestilke og selleriblade masser af smag, når de koges med i en grøntsagsbouillon. Den færdige bouillon kan også med fordel fryses ned i isterningebakker, så du altid har små, praktiske portioner klar til saucer eller andre retter, der har brug for lidt grundsmag.

   

Panangcurry

  1. Pil løg og hvidløg, og snit begge dele meget fint, gerne i en minihakker, så det bliver til en glat løgpuré. Varm olien op i en gryde, og sautér løgpuréen ved svag-middel varme i 6-8 minutter under omrøring, til den milde og søde smag træder frem. Tilsæt den røde karrypasta, og lad den stege med under omrøring, til olien begynder at skille. Hæld grøntsagsbouillonen i sammen med citrongræs skåret i mindre stykker, kaffir-limeblade og skrællet ingefær skåret i tynde strimler. Tilsæt kikærterne, bring retten i kog, og lad den simre i ca. 15 minutter uden låg.
  2. Imens gøres grøntsagerne klar: Del broccoli i passende buketter, og skræl gulerødderne, og skær dem i skiver eller stave. Hæld kokosmælken i gryden, og bring retten i kog igen. Smag først saucen til, så balance mellem syre, sødme, fedme og friskhed er på plads. Tilsæt så – lidt ad gangen – rørsukker, friskkværnet peber, limesaft og peanutbutter. Smag til undervejs. Snit og tilsæt rød chili efter ønsket styrke.
  3. Lad retten simre i godt 15 minutter, til konsistensen er cremet, hverken for tyk eller for vandet. Vend grøntsagerne i, og varm retten hurtigt igennem. Hak cashewnødderne groft, og drys dem over sammen med frisk mynte. Servér straks, rygende varm.

Det kunne I spise til:

Dampende løse basmatiris er det oplagte valg, men kogte nudler fungerer også fint her. Herudover kan retten suppleres med store rå stykker spidskål eller masser af friske krydderurter som basilikum, koriander og ekstra mynte. Servér gerne med flere limefrugter i både, så der kan presses frisk limesaft over ved bordet.

Køkkennote: 

Der findes mange måder at lave curry på, men hvis jeg skal give ét godt råd her, er det ikke at koge kokosmælken for længe. Den mister hurtigt sin friskhed og kan få en tung, næsten vammel, nøddeagtig smag. Derfor lader jeg grøntsagsbouillonen koge godt ind, før kokosmælken tilsættes. Så får du en cremet konsistens, og saucen bevarer sin friskhed..