Nogle gange udkommer en sang, hvor musikvideoen skaber et univers og gør sangen bedre. Tænk bare på den nyeste single fra Childish Gambino ’This is America’, som kan være en smule kedelig på cykelturen men helt igennem genial sammen med den velproducerede video.

Det danske band Lightwave Empire har gjort noget lignende med deres nyeste single ’Too Close To The Sun’, om end det hverken er hyper-politisk, vanvittigt kontroversielt eller koreograferet ned til mindste detalje. Den nye video viser helt simpelt og sympatisk hverdagen for en gruppe unge fra en specialskole for børn med Downs Syndrom.

”Jeg skrev ’Too Close To The Sun’ til min kone relativt kort tid efter, at hendes mor tog sit eget liv, så jeg har meget stærke følelser omkring den,” siger den tidligere forsanger i Spleen United og nuværende forsanger i Lightwave Empire, Bjarke Niemann. 

”Jeg sad på en bænk på Sønderboulevard. Jeg kan ikke huske omstændighederne, men jeg var let påvirkelig. Fra lang afstand kunne jeg se en dreng med Downs Syndrom komme gående i min retning. Han så mig, smilede, satte sig ved siden af mig og gav mig et stort knus, og sagde noget i dur med: ”Du er en rigtig god mand”. Den dreng havde samme virkning på mig, som jeg gerne ville have, at sangen skulle have på andre.”

Bjarke Niemann har selv et tæt forhold til Downs Syndrom. Hans mor var inspektør på en specialskole i Jelling, da han var barn, og ofte tog han sammen med den barndomsven, som i dag er lærer for børnene i videoen, ned til morens elever efter skoletid.

”Jeg tog fat i min barndomsven, der er lærer på en skole for børn med Downs Syndrom i København, og sammen med instruktøren Anders Malmberg tog vi ud og lavede videoen sammen med børnene. Det måtte ikke blive manipulerende, og vi fokuserede på at fange det naturlige og følelserne i deres blikke og mimik.”

’Too Close To The Sun’ er det nyeste udspil fra Lightwave Empire, der i 2016 optrådte på Roskilde Festival med kun én enkelt single under det forholdsvist ukendte navn. Kort efter udgav de EP’en ’Kill Me With Love’ med blot fire numre, som er lyst og California-poppet, og det nye udspil følger i den grad samme stil.

LÆS OGSÅ: Oasis topper liste over bedste britiske sang nogensinde

LÆS OGSÅ: Hugo Helmig: "Når musik betyder så meget i mit liv, kan jeg ikke bare droppe det, fordi jeg er bange for at blive sat op mod min egen far"

LÆS OGSÅ: Xtra Naan er tilbage: ”Vi åbner op for alt det mørke, det bestialske og det sindssyge”