Erik Struve Hansen: "Jeg er typen, der ringer og klager til omdelingscentralen, hvis vi ikke modtager tilbudsaviserne, og de er smidt i et buskads"

Sådan holder Erik Struve Hansen sig opdateret.

Erik Struve Hansen: 'Jeg er typen, der ringer og klager til omdelingscentralen, hvis vi ikke modtager tilbudsaviserne, og de er smidt i et buskads'
Offentliggjort

Hvad er det første, du læser hver dag?

”Mit feed på Facebook. Men om fredagen er det listen over de nye numre, der er tilføjet i nattens mulm og mørke på den ugentlige playliste ’New music Friday’ på Spotify. Allerede inden jeg er ude af sengen. Straks efter tjekker jeg min ven Peter Elsnabs altid velkuraterede playliste ’Snablisten’, som han har gjort offentlig på Spotify. Man skal stå tidligt op for at være med der – numre flyver ind og ud. Når jeg har tippet om et nyt nummer, har det oftest allerede været på og pillet af igen. Elsnab er også ankermand på bloggen ’Bloggers By Choice’, som jeg fast følger, og skrives af mine danske yndlingsmusikskribenter, når de selv gider.”

Hvilke aviser læser du?

”Jeg holder og holder – for det meste – af papirudgaven af Politiken. Jeg synes også, at Børsens weekendtillæg og ikke mindst deres magasin ’Pleasure’ fungerer godt, fordi det går linen ud og er kold over for at være en så upper class-agtig udgivelse her i andedammen. Jeg er samtidig typen, der ringer og klager til omdelingscentralen, hvis vi ikke modtager tilbudsaviserne, og de er smidt i et buskads – Bilkas er jeg altid igennem først. Der var også en periode, hvor min kioskmand uden ordveksling lagde Se og Hør frem på disken, når jeg besøgte ham om eftermiddagen, før det udkom.”