Det her er en kærlighedshistorie om en kærlighedsfilm. ’Kærlighed ved første hik’ var kærlighed ved første blik for mig, og ja ja, det lille ordspil er muligvis ikke stor kunst. Men det var filmen jo heller ikke, selvom den gik lige i hjertet på mig.

For tyve år siden udkom ’Kærlighed ved første hik’. Nøjagtig ligesom Anja gjorde det ved Viktor, så ramte filmen danskerne som en epidemi. Og her taler jeg altså ikke om hverken skoldkopper eller influenza, men en vaskeægte filmepidemi. Filmen solgte omkring 500.000 billetter, da kærlighedskomedien trak danskerne ind i biografmørket i 1999.  

khik1.jpgHalvfemserne var ubekymret årti uden sociale medier og selfies, klemt inde mellem Berlinmurens fald i 1989 og 9/11 i 2001, og med et økonomisk opsving efter de mørke firsere. Kurt Cobain gjorde skovmandsskjorte og Dr. Martens til hverdagsuniform, Brenda og Kelly bragte Beverly Hills til Danmark, og discmanen gjorde det nemt at lytte til sit yndlings one-hit wonder på farten. Der var tvivlsomme modevalg, pigtrådstatoveringer på overarmen, oppustelige møbler og lava lamper.

Men når du sætter dig tilrette foran ’Kærlighed ved første hik’ er der ikke noget, der skriger halvfemserne. Jo, måske Anjas pæne jakke. Ellers er det en nærmest stiliseret udgave af Danmark med søvnige forstadskvarterer, vajende dannebrog og købmandsforretninger, der nærmest ligner et antikvariat. Det kan muligvis have noget at gøre med, at romanen, som filmen bygger på, er skrevet i firserne. Dennis Jürgensens debutroman, der også hedder ’Kærlighed ved første hik’, udkom i 1981 og blev læst af unge landet over. Med sine 129 sider var den letlæselig og med en humoristisk dialog, der tiltalte selv den trætteste folkeskoleelev på bogjagt mellem de støvede hylder på skolebiblioteket.

Selvom der kun er skrevet en enkelt bog om kærligheden mellem Anja og Viktor, så fulgte der hele fire film mere efter 'Kærlighed ved første hik'. ’Anja og Viktor: kærlighed ved første hik 2’ og ’Anja efter Viktor’ holder stadig i min bog, men det skulle nok have stoppet på bagsædet i bussen, hvor en lykkelig Anja fik Viktor til at forlade Malene, der bare så gerne ville giftes. Men vi skulle desværre både følge brandmandskarriere, baby og bryllup.

khik3.jpgDe andre film er jo egentlig også sagen uvedkommende, selvom Viktors famøse Tanja-tatovering står højt på min liste over gode øjeblikke fra filmene. Og hvor var det egentlig heldigt, at det var Tanja, hun hed, i hvert fald for Viktors coverup tatovering.

Da jeg spurgte min redaktør, om jeg måtte skrive en hyldest til ’Kærlighed ved første hik’, var jeg sikker på at få nej. Faktisk startede jeg samtalen med ”Hav lige et åbent sind til det her forslag…..”, men uden at tøve fik jeg et ja. For filmen er nostalgi, og de fleste kan smide en enkelt oneliner fra filmen eller se Viktor stå på stigen og kigge ind ad vinduet til Anja og Peters onsdag aften, mens forældrene er til bridge.

khik6.jpgJeg er velsignet med venner og en bror, der sætter lige så stor pris på filmen som mig, og det er ikke mange uger siden, at jeg sendte en sms afsted med ordlyden ”jeg synes, den smager lidt af terpentin”. Kort tid efter tikkede ”Terpentin! Jeg skal give dig terpentin” ind som svar. For ikke-super fans kan jeg afsløre, at det handler om vin og er en replik fra Peters store scoringsprojekt.

De ikoniske oneliners i ’Kærlighed ved første hik’ er også helt klart filmens allerstørste force, og her er Peter klart leverandør til mange af dem –”Hvad skal man med gratis glæder, når man kan få dyre slæder” siger Peter, mens han lægger armene om Anja og veninden Gitte og beundrer sin cabriolet. Med samme arrogante attitude spørger han også ”Er det her skjult kamera, eller sagde du lige hej piger”, efter Viktor formaster sig til at hilse på Anja og Gitte. Den rige, snobbede 3.g’er, der er på jagt efter Anjas mødom, er helt outstanding, også selvom han er opblæst nar.

khik5.jpgMen jeg kan ikke stoppe med Peters nedladende bemærkninger, for der er jo også Viktor. Han kører et saboteringsforsøg mod den lystne Peter og får møvet sig indenfor hos Anja på en aften, hvor der ellers er lagt op til romantik. Under påskud af at være tørstig, bliver Viktor budt på et stort glas mælk, som han selvtilfreds tager imod med ordene ”Letmælk, det drikker jeg også selv”.

Eller Anjas kække ”Viktor, det er jo ikke benet, du skal bruge” i filmens slutscene, hvor Viktor har brækket benet efter sit voldsomme knallertstyrt.

khik2.jpgOg så har jeg selvfølgelig gemt noget af det bedste til sidst: Esben kære Esben. Viktors nævenyttige lillebror, der tegner nøgne damer på gamle damers postkort og spørger efter et prøverum til kardongerne i kiosken. Efter en aften, hvor Viktor har været til fest, spørger Esben kækt ved morgenbordet ”fik du fisse?”. Den bemærkning er mor ikke tilfreds med og siger ” Esben, du bliver altså nødt til at bruge et andet sprog….”, hvilket får lillebroren til at spørge: ”Okaj, did you get pussy?”.
khik4.jpgJeg har fået ørene i musikmaskinen hos et par stykker, når jeg har ytret, at ’Innocent Blood’ har lavet et af de bedste danske soundtracks nogensinde. Men jeg mener det altså. Når ’Efterladt’ danner baggrundstrack til Anja og Viktors kortvarige brud, og Viktor går gennem en gammel kirkegård i silende regn og torden, mens Anja brænder billeder af, så kan man da ikke være i tvivl. Det er klichéfyldt og alt for meget, men samtidig lige tilpas. Der er også sange som ”Elsker Dig”, ”Min Helt Alene” og selvfølgelig ”Den første gang”. Og her må jeg måske vende tilbage til, hvad jeg skrev i indledningen. Det er ikke stor kunst. Det er popsange om kærlighed. Men jeg står stadig fast på, at det er fantastisk. Sæt lige albummet på, hvis du ikke allerede har gjort det. Allerhelst på din discman, hvis du stadig har sådan en i gemmerne.

'Kærlighed ved første hik' er spækket med gode oneliners, og det var umuligt at få dem alle med i artiklen. Her er en liste med endnu flere replikker fra filmen:  

  • Så blev det onsdag….
  • Luk døren, så stor er den sgu heller ikke.
  • Nej tak, jeg er på cykel.
  • Så er der sgu fisse i luften drenge!
  • Du ligner jo 19 kroner i mønter, mand.
  • Er det ikke din nørdbror, der har gang i bageriet?
  • Go’ tur til BonBon Land.
  • Det lyder jo helt vildt. Nederen.

 

Da det var muligt at se ’Kærlighed ved første hik’ derhjemme, var det på VHS og siden hen på DVD. I dag kan hverken båndsalat eller en kæmpe ridse sætte en kæp i hjulet, når trangen til at se filmen kommer over mig. Et hurtigt klik på Netflix, og så er de der. Anja og Viktor. Gammel kærlighed ruster aldrig.

Se traileren til 'Kærlighed ved første hik' her