Selvom den sidste sommervarme har haft et godt tag i ugen der gik, så er folk alligevel trukket mod biografmørket i weekenden.

’Ser du månen, Daniel’ har i premiereweekenden solgt 50.463 billetter, hvilket giver filmen den bedste premiereweekend for et dansk filmdrama i mere end halvandet år.

”Vi kan være meget tilfredse med denne overbevisende premiereweekend. Filmatiseringer af danske bøger har langt fra været garanti for succes i biograferne, og derfor var intet givet på forhånd. Men nu er der ingen tvivl om, at danskerne har taget ’Ser du månen, Daniel til sig.” siger Per Hedegaard, Marketingschef i Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.

Filmen, der er baseret på Puk Damsgårds bestseller af samme navn, handler om freelancefotografen Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien. Her sad han fanget med flere andre udenlandske gidsler, heriblandt den amerikanske journalist James Foley.
Mens Daniel Rye sidder fanget i Syrien, kæmper hans familie i Danmark for at få ham sikkert hjem igen.

’Ser du månen, Daniel’ kan ses i biografer landet over nu.

Se traileren til filmen her: