Hvert år, når kalenderbladet melder påskedag, cykler jeg til min morfars gravsted. Det er ikke en lang tur, Brønshøj-Farum, men det er den vigtigste, for den hjælper mig med at forstå, hvad døden er.

Min morfar døde for lidt mere end tre år siden. I starten af december blev han indlagt på Herlev Hospital. Han var begyndt at falde derhjemme. Vi troede, at hans dårlige knæ var blevet værre.

Han snublede over en gren i skoven som ung værnepligtig, og knæet kom sig aldrig helt. Men det viste sig, at han var blå fra storetåen til knæet på den ene ben. Betændelse havde spredt sig fra et sår, koldbranden satte ind. Smerten må have været ubærlig i uger, men han fortalte ikke om den til nogen.   

Lægerne amputerede min morfars ben. Operationen gik godt, sagde de. Da jeg sad ved siden af ham under det gule lys på opvågningsstuen, sagde han til mig, at der jo ikke var andet at gøre end at ”komme videre”.

Han smilede og lukkede øjnene, og jeg tænkte, at han var mere sejlivet, end jeg hidtil havde troet. Han blev sendt hjem i kørestol efter en uge. Min mor og jeg talte om, at det ikke behøvede at ændre på hans dage. Nu skulle han bare trille ud under morgensolen i stedet for at halte.

Den efterfølgende nat fik min mor et opkald fra hospitalet. Min morfar var blevet sendt tilbage af hjemmehjælperne. Hans system var begyndt at sætte ud. Huden blev mat, kun to krystalblå øjne oplyste den blege stue på 13. sal.

Juleaftensdag spiste min kæreste Signe, min mor og jeg chokoladekage med ham. Jeg kan godt lide tanken om, at kagen var det sidste faste føde, han fik. Et par dage senere var hans livs slag brugt op.

Vi var til begravelse. Præsten talte om de små glæders mand. Min morfar var appelsinsyltetøj på franskbrød, cerutter over rosenbuske, boccia i højt græs. Nu var han død. Men jeg forstod det ikke. Han var det første nære familiemedlem, jeg mistede.

Jeg havde altid forestillet mig, at et tab var som fysisk smerte for de nærmeste. At den ville indtræde øjeblikkeligt og aftage med tiden. Som et bøjet ribben, der langsomt finder sin plads efter et slag. Men selv om tårerne løb ned ad mine kinder, forblev min morfars død abstrakt for mig.

Den hørte ikke hjemme noget sted i min krop. Uger og måneder flød afsted under gråhvid dis uden jeg kunne begribe, at han var væk.

Jeg tror, det var derfor, jeg besluttede mig for at cykle til Farum. For at se om han faktisk stadig sad på terrassen og talte solsortens unger. Jeg slæbte racercyklen ned fra loftet for første gang det år, pumpede dækkene, olie på kæden.

Det var påskedag, tre måneder var gået siden hans død, og solen tegnene klare linjer. Jeg trillede ud langs Hillerødmotorvejen. Forbi Tingbjerg, Gladsaxe, Bagsværd. Kransen af København, jeg altid har forestillet mig som en hæk. En afskærmning mellem myldrende København og trygge Farum.

Min morfar kørte samme rute i årtier. Hver morgen stod han op og trådte sig gennem de 20 kilometer fra parcelhuset i Farum til København på sin tunge, sorte Raleigh.

Gennem skovstykket, forbi lastbilernes kværnen, ind på Frederikssundsvej, Nørrebrogade, Frederiksborggade og til sidst Fiolstræde i indre København, hvor han parkerede cyklen foran Gads Boghandel.

Der fejede han gården et par timer som vicevært, og når klokken slog 10.00, var han boghandler. Sidst på eftermiddagen gik turen hjem ad de samme veje. Kun når sneen var tung, tog han toget.

Når han om lørdagen, hvor butikken lukkede tidligt, drejede ned ad Rosengårds Alle i Farum, truttede han i sin pibe, og så vidste hans døtre, at nu satte mor eftermiddagskagen frem.

Jeg drejede af, kørte ud mod Kirke Værløse, hvor det kuperede sjællandske istidslandskab tager fat. Blæsten slog mod brystet. Videre gennem skoven. Asfalten skar en dyne af vindergækker i to stykker. Derefter til højre, ned ad bakke, op ad bakke, forbi Farums byskilt.

I de sidste år af sit liv boede min morfar alene. Han og min mormor flyttede fra hinanden sent i livet. Huset var belånt til loftet, tålmodigheden med hinanden sluppet op. De forblev gift, men hun flyttede til Middelfart, han ind i en ældrebolig i Farum.

Bruddet rev den sidste rest af tro på familien, både min egen og som fænomen, ud af mig. Hvis to mennesker kunne flytte fra hinanden i den alder, kunne jeg ikke regne med noget længere.

Det skulle vise sig at være det bedste, der kunne ske for mit forhold til min morfar. Han gik fra at vrisse af sine omgivelser til at åbne sig for dem. Pludselig kunne jeg bare ringe: ”Kan jeg komme om halvanden time?”

”Selvfølgelig,” svarede han. Når jeg dukkede op, mindede han mig om, jeg var kende for sent på den. Ikke med irritation i stemmen som i årene forinden, bare en kærlig hentydning til, at han skam gik op i min ankomst. Det skulle jeg vide.

Så drak vi kaffe, snakkede lidt om ting, jeg havde gang i. Spiste kage, han havde lært at købe på Nemlig.com. Så én af hans gamle film, imens jeg slumrede hen. Den ene gang, da vi så en musical, græd han til én af sangene. Helt stille. Jeg havde aldrig set ham græde før.

I ’Et år med magisk tænkning’ skriver Joan Didion om sorgen efter tabet af sin mand. Hun tager sig i at tænke, at hvis obduktionen viser, at årsagen til hans død er simpel, kan lægerne måske genoplive ham. Hun kan ikke give hans sko væk. Tænk nu, hvis han kommer tilbage og skal bruge dem.

Det gør selvfølgelig en forskel, om man har tilbragt hverdagen sammen med den, man mister. At miste sin mand eller hustru er ikke det samme som at miste en morfar, man ser en gang om måneden. Men uanset er døden først og fremmest fravær.

Forskellen ligger i, hvor ofte man mindes om fraværet. Om det er hver morgen, når kaffen endnu engang ikke bliver brygget eller om det sker på cykelturen, når ingen står klar til at fortælle dig, at du er forsinket.

En ældre dame var flyttet ind i min morfars lejlighed. Jeg kiggede ind over hækken, så hende gå rundt i stuen. På en måde havde jeg forestillet mig, at han stadig var der. Jeg cyklede videre ned ad vejen, ud på hovedgaden, forbi de stråtækte huse nær Farum Kirke. Lynede min cykeltrøje op, da jeg nåede kirkegården. Vadede med klikskoene gennem perlegruset, satte mig foran hans gravsted i en stribe aftagende sol.

Min mor havde sendt mig en sms et par dage forinden. Nu var gravstenen kommet. Den er hugget til som en lille, åben bog. Hans navn, fødselsdag og dødsdato står på den ene side. På den anden side er der plads til min mormor. Selv om de flyttede fra hinanden til sidst, deler de historie.

Jeg begyndte at tale til min morfar, imens jeg sad der på græsset. Fortalte ham, at jeg ikke rigtig kunne mærke, at han var væk. At jeg skammede mig over, at hans død ikke rungede i mig konstant. Men at jeg savnede at besøge ham.

At jeg var ked af, at jeg ikke fik stillet ham flere spørgsmål. At jeg så, hvordan hans øjne lyste op, da han mødte Signe, fordi hun gik fordomsfrit til ham. At jeg nu vidste, at han lagde mærke til mere, end han lod mig vide. At han hele livet havde været fyldt med ord, han aldrig havde turde lade løbe frit.

Kun til sidst delte han lidt flere af dem med os. Jeg sagde til ham, at min mor havde fortalt mig, at han til hende beskrev alt, vi foretog os sammen de sidste par år. Hvilken slags syltetøj, jeg foretrak. Hvad vi talte om, ord for ord. Hvilke film vi så sammen. Han registrerede og huskede det hele.

Og så fortalte jeg ham, at han gennem de sidste år havde lært mig noget om livet. At det godt må være let og lyst. At det betyder noget, hvor mange unger solsorten har i sin rede.

Jeg rejste mig. Måske en time var gået, måske mere. Jeg var blevet kold, men jeg var lettere. Gled hjem gennem skoven og langs motorvejen med frit tråd. For en stund forstod og mærkede jeg, at han var død. Tågen var væk.

Erkendelsen forsvandt igen. Men det gør ikke noget. Sådan er døden og sorgen, ved jeg nu. Konstant og momentan på samme tid. Og når påskedagen kommer i år, vil jeg endnu engang cykle til min morfars grav for at vække ham til live og således forstå, at han ikke er her mere.